Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie. 811
idé; thi JONAS LIE havde nu saa længe været borte fra alt
nordlandsk spøgeri, at han muligens slet ikke var oplagt til at
beskjæftige sig med sligt. Efter en tids forløb kom der imidlertid et
manuskript, ledsaget af foranstaaende brev.
Manuskriptet danner nu i omarbeidet skikkelse indledningen
til den første samling af JONAS LIE’S «Trold», og det aabnes af en
tankegang, der har præget baade begge disse bøger og fortællingen
«Onde Magter». Det er neppe tvivlsomt, at JONAS LIE hin vaagne
nat er kommen ind i en tankerække, der har gjort ham det til en
nødvendighed at skrive den lille skitse, selv om den store fortælling:
maatte hvile en dags tid af den grund. Det hed i denne skitse:
«At der er Trold i Mennesker, véd enhver, som har lidt Øje for
den-Slags. De ligger inde i Personligheden og binder den som urørligt Fjeldstykke,
lunefuldt Håv og ustyrligt Vejr, — store og smaa Ubeister, — fra det enkelte
vældige Bjerg- eller Havtrold, der kan lægge sig med sin Vilje ind i Livsstrømmen,
til Nøkken, Alven, Tomtegubben eller Nissen, der huserer og sætter sine lunefulde
Indfald, Pudser og Krumspring ind i Folk. — Engang, jeg kjørte i Slæde gjennem
en Skog, skvat Hesten for en stor, skræmselsfuld Stenblok, der laa og kég frem i
Maaneskinnet under en troldagtig voxet Bjerkelug. Siden har jeg mødt den igjen i
en gammel Jurist, — et forunderlig træet Ansigt, Øjne som to mat overlrukne
Glansstene, en forunderlig sikker Dømmekraft, utilgjængelig for at ta Indtryk, Form
eller Farve af andre, Omgivelserne blaaste af ham som Vejr og Vind ; Forstanden
saa tusenaarig stensikker, der snød ingen eller intet den, — de fik før slaa ham
ihjel end flytte hans Dom; han var bare en Viser. — Troldskaben lever paa dette
Stadium inde i Menneskene som Temperament, Naturvilje, Explosivkraft. — Det er
egentlig et Skridt længere fremme og over dette, naar den lever som Angst —
Mørke- og Spøgelserædsel. Angsten er Menneskehedens første Arbejde i Følelsen
for at skille sig fra og løfte sig ud af det elementære og følges af alskens Kunster
og manende Midler for at tvinge det under sig. — Og hvor langt dette
Trolde-stadium følger Mennesket ogsaa ind i det civiliserede Liv, vilde være en ganske
nyttig og belærende Paavisning, maaske ogsaa en noget overraskende. Tilværelsens
Angst, det store ubekjendte om os, som er Grundlaget ogsaa for vor religiøse
Følelse, skifter uophørlig Ham og Navne efter de forskjellige Oplysningstrin. Den
lever hos den mystiske Experimentalist som Borddans, Aandebanken og den Slags,
og hos Lærde under højtklingende videnskabelige Betegnelser som den «fjerde
Dimension »j der fortiden halvt er biet den Pulterkasse, hvori man putter alt det, man
ikke kan forklare sig. Der er nok adskilligt i vort oplysnings- og kultursikre Liv,
der vilde sprække ligesom Troldskaben for en klar Solstraale» (citeret efter
«Juleroser > (1887), næsten ordret gjengivet i indledningen til den første Samling «Trold»).
Hans næste nutidsroman blev da ogsaa en skildring af
troldskaben, de «Onde Magter» i mennesket, og den troldskab, som han
her specielt tog sigte paa, var misundelsen, den kraftige, livs- og
«Onde
Magter».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
