Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jonas Lie, 8l5
til at sige: «Nei, lad os nu være mennesker!» Og han sagde det
ogsaa paa en saadan maade, at han fik al sund sans paa sin side.
Enhver, der har læst anden samling af «Trold», husker «Et
Hønse-liode»; det er et mesterligt lidet stykke modern samfundssatire,
holdt i den for JONAS LIE eiendommelige eventyrstil.
Fælles med folkeeventyrene har JONAS LIE’S eventyr det, at
baade trold, dyr og mennesker optræder som helte i dem. Dyrene
sjeldnest og da undertiden benyttede i alvorlig fremstilling —
saaledes i «Hunørnen», — anden samling —, en nydelig liden
forherligelse af moderkjærligheden. Men ogsaa her blander alvor og
humor sig i regelen sammen paa en karakteristisk maade. «Et
Hønsehode» (II) er alt nævnt; «Legen i Kraakelunden» (I) kan
tjene som et endnu mere oplysende eksempel. Naar JONAS LIE vil
give sin menneskeforagt frit løb — og selv han er ikke helt fri for
den —, da synes han at have en vis forkjærlighed for at klæde
sine mennesker i dyreham. Menneskene i hans eventyr er i regelen
bare dumme, naragtige og tankeløse; noget ondt er der ikke i dem;
og troldene er personificerede naturscenerier, snart smeltende deilige,
snart gigantisk storslagne. De gamle grækere talte om at vælte
Pelion paa Ossa, det ene høie bjerg paa det andet. JONAS LIE’S
fantasi har udført det kunststykke i enkelte af samlingens eventyr. —
En særegen plads i samlingerne indtager efter min opfatning
det sidste eventyr i anden samling: «Kværnkallen». Her er
samvittighedsnaget og den sjælelige vildelse givet med en kraft og
en betagende vildskab, der er udslag af den høieste psykologiske
forstaaelse. Disse kværnkallens vers, som ikke er kværnkallens,
men fossedurens, de maler og maler og snurrer sig ind i Thore
Skytters forvildede sanser, saa man mærker, hvorledes vildelsen
stiger vers for vers, indtil det ender med, at han kaster sig paa
hovedet i fosseglupet, hvor hans ulykkelige elskede før har søgt
havn. En fremragende oplæser, der havde intelligens nok til at
forståa det psykologiske moment og smidighed nok i organet til
at gjengi ve naturforudsætningen, vilde kunne faa det til at gaa
koldt ned ad ryggen paa sine tilhørere ved oplæsningen af dette
grandiose eventyr, der er saa fornemt og saa diskret i sin kunst.
Det er at haabe, at dette eventyr ikke bliver JONAS LIE’S sidste.
Den, som har skjænket sit lands literatur to slige samlinger trold-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
