Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Kielland. 863
Mandfolk buldrer løs uden Omsvøb — saaledes som de kjendte det
hjemmefra; og derfor syntes det dem mere ind paa Livet og mere
alvorligt ment.» Frå nu af er hans lykke gjort, Folk strømmer
i mængdevis til hans prækener og opbyggelser, og han knuger sine
tilhørere ned med simple, haarde ord; men de taaler det af ham,
fordi han taler som en af deres egne. Tilstrømningen vokser i den
grad, at der ikke er plads for alle, hverken i kirken eller i
bedehuset — indtil han en dag raaber: «Hvorfor mon vi perser os
sammen her som Sauer? Kom, lad os bygge Herren et nyt Hus l
Du har vei lidt Spiger? — og du har vei lidt Maling? — og du
derborte i Krogen, du har vei nogle Planker tilovers for Jesu Kristi
Skyld ? Og se Kvindfolkene! Mon ikke de ogsaa har lidt tilovers ?
— Se, hvor fine de er! — se for Baand og Blomster og Knapper
og Fjær l — Eller mon de tror, det ikke er saa farligt med Sjælen,
naar bare Kroppen er fint udstafferet?» — Hvem kjender ikke stilen
igjen fra OFTEDAL’S reisebreve og Opraab?
Bedehuset bliver bygget, og der bliver bygget mer. Asyler og
instituter og opfostringshuse reises, bogtrykkerier og aviser
grundlægges. Morten Kruse staar snart i spidsen for en stor og
mangesidig bedrift. Pengene strømmer ind i kassen, der styres af hans
kone, og han lader dem rolig strømme ud igjen; thi «han kjendte
sin Kone, og skjønt der aldrig var talt om det, tænkte han nok, at
naar Pengene havde passeret gjennem Fredrikkes Skrin, var de vei
ikke sporløst forsvundne.»
Denne tilslutning gjør Morten Kruse til en mægtig mand, og
da hans hensynsløshed mod overordnede og embedsbrødre stiger ved
hans indflydelse, maa biskop Sparre ud og sondere, om han ikke
vil danne en fri menighed. «Visselig var det overmaade beklageligt
med en saadan Splittelse i Kirken. Men kristelig Erfaring havde
ikke desto mindre lært, at man paa den Maade hurtigst faar Lederen
udmattet og Bevægelsen dæmpet.» Men det vil ikke Morten Kruse
indlade sig paa. «Hvorfor skulde han gaa ud af en saa god og
fuld Krambod som Statskirken?» Hans lære afveg ikke paa noget
punkt fra statskirkens, og hverken han eller hans tilhængere havde
nogen trang til at løsrive sig fra den. De brydde sig ikke om
dogmatiske uenigheder, ei heller tvivl; thi alt samlede sig i at høre
og følge ham; og i ham var der ingen tvivl. Jo mere lykken fulgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
