Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg.
det mindre udtværet. Der er en skildring af en vandring ned fra
Hægdehaugen, som er uforglemmelig. Selv om der er gaaet ti aar,
siden man sidst læste den, husker man hvert træk igjen, akkurat
som om man selv havde oplevet det. —
— Romanen bliver mere og mere et kulturbillede fra slutningen
af sekstiaarene og begyndelsen af syttiaarene. Den vilde ikke været
det, hvis ikke GARBORG havde ladet sin bondestudent gjøre
bekjendt-skab med O. J. FJØRTOFT og hans omgivelser.
O. J. FJØRTOFT var en mand, der spillede en underlig rolle i
Kristiania paa den tid. Han hyldede alle de meninger, som gjaldt
for at være umulige. Oprindelig stod han i sambaand med de
romantisk-folkelige mænd; men han skilte sig fra dem, fordi de
forekom ham altfor sentimentale og hysteriske. Deres radikalisme
var ham ikke radikal nok, og saa gik han sine egne veie. Som
maalstræver brød han med det IVAR A ASEN’ske landsmaal og
hævdede dialekternes berettigelse. Det Grundtvigianske «hjertefolk»,
der dengang spillede en rolle, drev han gjøn med. Han var
fanatisk fritænker og radikal venstremand; paa de første socialistmøder,
der afholdtes i Kristiania, optraadte han som ivrig tilhænger af
socialismen sammen med en dansk sadelmagersvend og blev haanet
og udleet. Sammen med et par — senere som politikere bekjendte —
venner udgav han tidsskriftet «Fram» — det navn, hvorunder han
optræder i GARBORG’S bog —, og her tumlede han sig rigtig af
hjertenslyst. Han var en flammende sjæl, der brændte op af sin egen
indre glød, en ensom fanatisk troende, der levede i fattigdom,
elendighed og kamp mod alle, paa samme tid som han privat var
det elskværdigste og godmodigste menneske af verden. Som anseet
manuduktør i de mathematiske andeneksamensfag blev han søgt af
de unge studenter, og han behandlede sine elever paa en saadan
maade, at de blev hans venner og gode kamerater, selv om de
ikke delte hans opfatning. Som en saadan elev taler jeg i dette
stykke af egen erfaring.
Naar han ikke havde elever, tilbragte han tiden paa en liden
billig kafé, et godt stykke ud i Møllergaden og ikke langt fra hans
bolig i Torvgaden. Her samledes hans venner og meningsfæller
om ham, en blandet bande af bondestudenter, der alle havde det
tilfælles, at de var yderst fattige og yderst radikale. Her blev der
56 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
