Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg. 893
vidnesbyrd om, at han er fortabt og fordømt til den evige død.
Bare han kunde lade være at tro. De, som hverken tror paa
himmerige eller helvede — som doktoren og lensmanden —, de har det
goclt. Men til deres ligegyldighed kan han ikke naa. Hans forpinte
sjæl flagrer rastløst rundt om de samme forfærdelige tanker, til
det sidste spor af klarhed er slukket, og galskaben og døden
kommer.
Det er denne udvikling, som GARBORG skildrer med en
psykologisk indsigt i slige sjælelige fænomener, der røber, at han har gjort
grundige studier. Undertiden forekommer det unægtelig læseren,
at der er kommet lidt for meget med af disse studier. Hele 350
sider analyse af religiøs hysteri! Lidt mindre kunde unægtelig have
gjort det! Men saa er der jo ogsaa indimellem partier af en noget
lysere og lettere art. Naturskildringerne spiller som sagt en stor
rolle; de aabner næsten hvert eneste kapitel, friske, vakre skildringer
af veir og vind og luft og håv og planteverden og fugleliv der vest.
En mesterlig figur er endelig Fante-Thomas. Ingen anden
norsk forfatter har skildret en repræsentant for omstreiferfolket med
sligt lune og slig Forstaaelse som GARBORG i dette tilfælde.
Men der var i mellemtiden kommen nye retninger frem i
literaturen, som GARBORG var bleven opmærksom paa. Den
saakaldte dekadentliteratur havde aabent og djærvt brudt med
naturalismen, angrebet dens theori om virkelighedstroskaben som kunstens
høieste maal og sat den personlige Stemningsfylde i stedet.
GARBORG følte sig i grunden lidt uvel ved dette nye; det interesserede
ham, og han studerede det med stor omhu; men han var ikke
rigtig fornøiet for sit personlige vedkommende. Nu havde han
endelig vundet sig en fast og sikker kunstnerisk form, og saa blev
denne form med en gang kasseret og erklæret for aflægs. I en
række artikler, han skrev om et angreb paa naturalismen, som to
svenske forfattere offentliggjorde for fire aar siden, udtalte han
denne sin misfornøielse med en vis paa komisk virkning beregnet
grættenhed. Men han var dog ikke den, som vilde blive staaende
ved en kunstform, hvis ensidigheder han var begyndt at indse.
Hans sidste roman har intet med naturalisme at bestille. Det er
«Trætte
Mænd»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
