Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg. 897
øieblik at glippe. For det store publikum er «Trætte Mænd» ikke
nogen interessant bog; dertil er den for refleksionsmættet, for lidet
romanagtigt, det vil sige for lidet fyldt af spændende handling og
begivenheder. For literære kjendere er det derimod en nydelse at
læse den, og man kan læse den op igjen og op igjen, blade i den,
læse lidt hist og lidt her — man bliver ikke træt af den. —
— Ifjor havde ARNE GARBORG en ny, omfangsrig bog færdig; «
det var hans livsskildring af JONAS LIE, der udkom i anledning af
den berømte digters sekstiaars fødselsdag. ARNE GARBORG havde
lært JONAS LIE at kjende i Paris, og saa forskjellige som de to
personligheder var, havde dog JONAS LIE’S hele væsen gjort det
stærkeste indtryk paa GARBORG. Ligeoverfor IBSEN havde han altid
havt visse indvendinger at gjøre, indvendinger, der paa et tidligere
udviklingstrin ikke altid havde været blottede for ensidighed og
misforstaaelser. En række artikler, der bar titelen «Digterdrømme
om Synd», kan anføres som eksempel. Ligeoverfor BJØRNSON var
GARBORG’S kritik og oppositionslyst tidlig paa færde. Det var
begyndt allerede i syttiaarene, da GARBORG skrev nedsættende
anmeldelser af «Kongen» og «Magnhild». I anledning af den sidste
anmeldelse dekreterede BJØRNSON, at GARBORG ikke duede til at
være kritiker; han var filosof og burde ikke kaste sine udmærkede
evner bort paa noget, som han ikke forstod sig paa. Senere fandt
imidlertid GARBORG’S kritiske virksomhed naade for BJØRNSON’S øine,
og han hævede ham til skyerne, omtrent som om han var den
eneste, der forstod sig paa bøger hertillands. Men dette
venskabelige forhold var ikke af lang varighed. Snart blev der et nyt
schisma i anledning af bohémebevægelsen og hanskemoralen. Og
siden har forholdet ikke været godt. Det myndige i BJØRNSON’S
personlighed og optræden, det bydende høvdinge væsen, der
udmærker den store digter, baade naar han taler, og naar han skriver,
har let for at vække oppositionelt anlagte naturers oppositionslyst,
og GARBORG hører til dem, som har «taget afstand», selv om han
ikke har gjort det saa skarpt og demonstrativt som enkelte af sine
meningsfæller. Ogsaa naar det gjælder BJØRNSON, hører han altsaa
til protestanterne.
Men ligeoverfor JONAS LIE staar han paa en ganske anden
maade. Den beskedne, elskværdige digter har aldrig vakt hans
57 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<Jonas Lie».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
