Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Deel - II. Besøget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. Det nydelige Englebarn. Improvisatoren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nu slog han sit Lommetørklæde om min Arm og
holdt mig fast, men bøiede sig i det Samme ned og
kyssede mig stærkt, kaldte mig sin kjære, lille Antonio
og sagde: „Bed ogsaa Du til Madonna!"
„Er Traaden borte?" spurgte jeg.
„Vi finde den, vi finde den!" svarede han og
søgte atter. Imidlertid var det mindre Lys brændt
ud, og alt som det større, ved den Bevægelse,
hvormed han førte det, smeltede og brændte ham ned
mod Haanden, desstørre blev hans Skræk. Det vilde
ogsaa være umuligt, uden Traaden at finde tilbage
igjen, ethvert Skridt kunde føre os dybere ind, hvor
Ingen kunde frelse os.
Efter forgjeves Søgen kastede han sig ned paa
Jorden, tog mig om Halsen og sukkede: „Du stakkels
Barn!" da græd jeg stærkt, thi jeg følte, at jeg kom
aldrig hjem. Han trykkede mig saa fast til sig, idet
han laae paa Jorden, at min Haand gled ind under
ham; jeg greb i Gruset og havde Traaden mellem
mine Fingre.
„Her er den!" sagde jeg.
Han greb min Haand, blev som vanvittig af
Glæde, thi her hang virkeligt vor Liv i denne ene
Traad. — Vi vare frelste.
— O, hvor varmt skinnede ikke Solen, hvor
blaa var ikke Himlen, hvor deiligt grønne Træer og
Buske, da vi kom ud i den frie Luft! Den stakkels
Federigo kyssede mig igjen, tog sit smukke Sølvuhr
op af Lommen og sagde: „det skal Du have!" Jeg
blev saa sjæleglad derover, at jeg reent glemte Alt,
hvad der var skeet; men min Moder kunde ikke glemme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
