Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Deel - XI. Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Søsterdatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3^376
de stærke Vinger, og Omvinderne sang da as ^rr^^
I^trltrt^ lil^r^ta deres Sang og lyttede, om ikke Man-
den svarede, men Kjærlighed gav ingen Ve^elsang,
ene sad Hnstrnen og saae nd over det tanseHav;^
og ogsaa hendes Læbe tang, Oiet saae knn de hvide
Dødningbeen ved Stranden, hnn hørte kun de hule
Bræudiuger, medens Ratten sleg over det døde, tause
Veuedig.
Det mørke Billede opfyldte min Tanke, min hele
Sindsstemning gav det en stærk Evlorit. Alvorlig
som en Kirke, erindrende om Graven og det usyulige
Hellige, stod mig den hele Ratnr. For mit Ore klang
Flaminias Ord, at den Gnds Prophet, en Sanger
var, sknlde stræbe knn at udtale Guds Forherligelse.
dette Stos var det høieste. Den ndødelige Sjæl
skulde syuge om det Udødelige, Oieblikkets Glimmer
vexlede i Farvespil og svandt med Minntet, som fødte
det, og jeg følte ell opblusseude Krast og Begelstring,
men snart sank den igjen afmægtig tilbage. Tans
fteg jeg i Gondolen, der førte mig til Lido. Det
ftore, aabne Hav laae foran mig, Søen gik i lange
Brændinger, jeg tænkte paa Havbngten ved Amalfi.
Rær ved mig, mellem Tang og Stene, fad en
nng Mand og skizzerede, vistnok en fremmed Maler;
han forekom mig bekjendt, jeg traadte nærmere, han
reifte fig, vi kjendte hinanden. Det var Poggio^ en
ung venetiansk Adelsmand, jeg alt nogle Gange havde
været i Selskab med hos de Familier, jeg havde lært
at kjende.
„Signore!" udbrød hau; „De paa Lido! Er
det Havets Skjønhed eller," tilsøiede han, „andre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
