Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Korsaren og hans Efterfølgere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26 „AARHUNDREDETS SYGDOM“
Og her har Musset git Sygdommens Oprindelse en anden
Forklaring ut fra et mere bestemt Grundlag. Det Folk, som har gjennemgaat
1793 og 1814, bærer to Savn i sit Hjerte. Alt det, som var, er ikke
mere. Alt det, som skal komme, er ikke endnu. Man husker dette
berømte Aapningskapitel, hvor der er fortalt om Napoleons
Keiserdømme, det aarlige Offer av 300,000 Mennesker til Cæsar, dets
Blodstrømme og den Angst og Fortvilelse, som følger dem. Men over det
lyser Austerlitzsolen, i den tørker Blodet, i den straaler Æren og
glimter Staalet. Frankrigs Vugger og Frankrigs Baarer er Skjold; der
findes bare Halvguder og Døde. — Men efter Keiserens Fald blir alt
gammelt, og Ungdommen sitter sorgfuld paa en Verdens Ruiner;
den havde i femten Aar drømt om Moskvas Sne og Pyramidernes
Sol; den havde ikke været utenfor sin By, men den vidste, at hver
Vej fra den førte til en av Europas Hovedstæder. Nu var det forbi.
Paa Frankrigs Trone sat en Konge, som gav Almisse, naar man
holdt Hatten frem, og kysset Krucifixet, naar man rakte ham det.
Talte de unge om Ære, om Hæder, om Haab, om Kjærlighet, om
Kraft, om Liv, lød Svaret stadig: „Bliv Prester“. En Taler sa, at
Æren var skjøn, men Friheten var skjønnere. De unge lyttet, de
mindedes sine Bedstefædre, som havde talt derom. Men da de kom
hjem, saa de tre „Kurve“, som man bar til Clamart; det var tre
Ynglinge, som havde uttalt Ordet Frihet for høit. — Et
ubeskrivelig Ildebefindende gjæret i de unges Hjerter. De var fordømt til Ro,
Lediggang, Kjedsomhet, og de saa de skummende Bølger, mot hvem
de havde opøvet sine Arme, fjerne sig fra dem. De rike blev
Vellystninge, de velstaaende resigneret i Embede, de fattige slog sig paa store
Ord, fete Gloser og Handlinger uten Maal. Der gik Politik i det. Men
der var ingen av begge Partier, som, naar de kom hjem til sig, ikke
følte hvor usselt og tomt det hele var. Troen paa Kjærlighet svandt,
Mismodet la sig graatungt over dem. Spurte man Frankrigs
Ungdom, hvad de troede paa, maatte de svare: Paa intet. De, som higet
imot Uendeligheten, sank hen i syke Drømme. De, som vilde nyde,
nød Livet og talte sine Penge. Men de unge dræpte sine Følelser
og bespottet alt. Bespottelsen lindrer den ubrukte Kraft. Og
Utskeielserne rev dem hen i sin Hvirvel. De rike sa: Lat os nyte og dø.
De velhavende: Lat os glemme og dø. De fattige: Lat os bespotte
og dø.
Her i Norden har vi i Paludan-Müllers „Adam Homo“ Don
Juan-Formen i den nøjagtigste Gjengivelse og en Satire, der, som By-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
