Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V. Patriotisk Diktning og Nationalromantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 FOSCOLO
ham som en Forsmædelse. Men det er ikke bare Fædrelandets
Ulykker, som piner ham. Der vokser frem hos ham sammen med denne
Kval en grænseløs Fortvilelse over at Slegten er sunken, og ut av
denne Fortvilelse en anden sortere Foragt mot den hele
Menneskeslegt. Der er tre Slags Mennesker, siger han: de som undertrykker, de
som træller og de som smigrer Undertrykkerne for at opnaa deres
Gunst. Der vokser frem en uendelig Bitterhet mot den gjængse
Trællemoral. „Dyd er et Navn paa de Egenskaper, som støtter dem, der har
Magten.“ Og desuten en likesaa stor Bitterhet mot den hele
Verdensorden. Han spør Naturen, om vi for den bare er det samme som
Orme og Insekter, der mylrer og formerer sig uten at vite, hvorfor de
er til. Og han tilføier disse Ord, hvori hele den romantiske Pessimisme
ligger i Frø: „Men har de først begavet os med dette sørgelige Instinkt
til Livets Vedlikeholdelse, saa at den dødelige ikke segner under
Byrden av sine Svakheter, men uten at kny adlyder alle disse Love, —
hvorfor har du da skjænket os Fornuftens end sørgeligere Gave? Vi
kan ta og føle paa vore Ulykker, men aldrig finde Midler til at raade
Bod paa dem.“
Jacopo Ortis er som et Præludium til Leopardis Digtning. Da den
18aarige pukkelryggede Giacomo Leopardi kom ut fra det fædrene
Bibliotheks Støv, hvor hans Ungdom hadde været begravet, og fra de
lærde latinske Utgaver av Kirkefædre og Klassikere, hvormed den
hadde været opslidt, og hævet sin Røst for at synge, da var hans første
Sang et Skrik over Fædrelandets Jammer. Og dette Digt „All’ Italia“
gjenlød hos hele den Ungdom, hos hvem Oprøret ulmet. „Med
Manzoni i Kirke, med Leopardi i Krig“, sa man. Og end den Dag idag
kan enhver dannet Italiener paa staaende Fot deklamere Digtet utenat.
Der møter os straks deri den typiske italienske Motsætning mellem
Fortidens Straaleglans og Nutidens Elendighet: „Mit Fædreland, jeg
ser Mure og Buer og Soøiler, Billedstøtter og Byster og Taarne fra
Forfædrene, men Æren ser jeg ei, ei Fortidens Kranser og Sverd.
Vaabenløs, naken, lænket, nedbøiet sitter du paa Jorden og graater.
Hvem tok dine Vaaben og Prydelser ved List eller Magt? Forsvarer
ingen dig? Vaaben, Vaaben hit! Jeg alene skal kjæmpe og falde for
dig; og gid mit Blod var Ild for Italiens Sønner! Dine Sønner, hvor
er de? Ak, de kjæmper i fremmed Eggn for fremmed Lands Sak!“ —
Stadig bitrere blir hans Syn. Reiser Florens et Monument for Dante,
saa roper han haanlig: Italia, læg dig paa Sinde at vise de Hensovede
Ære; thi dine Egne er idag øde for slike Storheter. Og i Oden til hans
Søster Paolinas Bryllup forkynder han: Enten blir dine Sønner ulyk-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
