Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Patriotisk Diktning og Nationalromantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44 ATTERBOM
de romantiske Digtere, selv den daglyse, solkjære Tegnér lar sin
gamle Balderspræst uttale at „All Tid er grumlad Evighet“. Men
fremfor alle blev Atterbom Tolken for denne Poesi. Han hevet sig
op til en Drømverden, hvor alle Motsetninger løses i salige
Harmonier, og hvor Fe-Skikkelserne var skapt i hans egen lyse blide Aand.
Her er alt Smil og Ynde, Skjelmskhet eller salig Elskovsrus. Disse
E. J. Stagnelius.
Skikkelser er av et lettere Stof enn de dødelige, de har ikke Blod,
de har Gudernes Jchor i Aarerne. Det er Romantikens oversanselige
Svermeri formelet med Rokokoens Ynde. Denne Verden er besunget
med en musikalsk Henførelse, som er uten Like, kanske i hele
Verdens Poesi. Den som leser Felicias og Astolfs Møte i Lycksalighetens
Ø, synes han hører en Opera, og den som leser Trimeterscenen med
de Elskendes første Forening i Fogel Blå, føler sig svimle i
Vers-Rus. Og dog vil Atterbom ikke Drøm, men Liv. I Synets Glans, i
Troens Løftning fins denne Verden over os; men Menneskene maa
bøie sig under Plikten, maa kjempe og forsake, og den endelige
Forsoner er først Døden, den alvorsfulde Død. Allikevel eier Menneskets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
