Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVII. Den moderne Lyrik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LECONTE DE LISLE 163
en Stemning, som er fjern, høi og isnende. Han gennemforsker en
Mængde Kulturers Historie, og navnlig Religionernes; men hans
Billeder, som er uhyggelig historisk tro, viser især frem det grusomme
og oprørende, og i Religionerne ser han det evige Ragnarok. Nye
Guder seirer over de gamle ved blodig Menneskestrid, og naar man ser
det alt sammen fra Evighetens Standpunkt vet man, at Seirherrerne
nok om tusen Aar vil gaa tilgrunde igjen. For Livet er Strid,
Lidenskap og Undergang i ubarmhjertig Veksel; men Døden er stille og
majestætisk. Han elsker Tropernes
Natur, som er mægtig og dog tom,
dens naadeløse, fortærende Sol;
han skildrer dens ubarmhjertig
frodige Blomstring omkring de
vildeste Mordscener, og denne
suveræne Likegyldighet tykkes ham
kongelig. Han elsker de store og
vilde Dyr; han skildrer Kondoren,
som svæver højt over
Andesbjergene og sover paa spilte Vinger i
den isnende Luft, han skildrer
Elefanternes uforstyrrelig sikre Tog
gjennem Ørkenen, rundt om
,„intet Liv, ingen Støi“. Han skildrer
Jaguarens Søvn i det dype
Junglekrat. Denne Natur, denne Dyre-
’ verden rummer hans Ideal:
Nirvana med dets Š„høieste, mørke
Vellyst“, hvor Sjælen er „syv Gange badet i Guddommens
Intethed“. Han elsker Orientens Ro, i Digtet „Le Verandah“ har vi dens
Billed; Fyrstinden hviler under Bedøvelsen fra sin Vandpipe, Øinene
straaler i taus Beruselse; om hende er Blomsterduft, Duekurren,
Insektsummen og sagte plaskende Springvand i røde Porfyrskaaler. Og
hver Strofe vender tilbake til de Linjer, hvormed den begyndte; den
vugger os ind i en musikalsk, sagte kredsende Stilhet. Men denne Ro
er bare Glemselen, som dækker over Tilværelsens Usselhet. Dens
„mørke Vellyst“ gjemmer Had og Avsky overfor Verden. Dette Had
skriker han ut i sit Dommedagsdigt „Solvet Seclum“. Hans stolte
Foragt jubler med sammenbidte Tænder imot al Livets Undergang.
Det er det sidste, store Ragnarok, Dødens endelige, kongelige og
naadeløse Seir over Livets Usselhet.
Leconte de Lisle.
11*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
