Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVIII. Naturalismens Spredning og Omforming
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
190 FRA KAMPDIKTNING TIL SKJEBNEDIKTNING
Han er i hele sin Produktion fyldt av en mild Medlidenhet med
Menneskene. Han ser Lidelsen i Stilhet, hvor der ties og bies, og
bies ganske forgjeves. Han forstaar og-Livets Uro og Vildskap.
Ingensinde er han mere dyp og gripende end naar han skildrer
Motsætningen mellem dem, det stille Hjem som Krigens Ulykker
opløser i „Tine“, Jaget og Vildskapen i Menneskenes Følelser
slaar under Krigen ut i Lue og herjer det som er bygget op i
den sagtfærdige Tilværelse. Herman Bang drages mot det stille
Hjem og saa ut igjen mot det fremmede. Det flakker og glimter
i hans Kunst, Menneskene viser sig, Blink i Blink, blir borte
og dukker frem, og mest levende blir Vrimlen av dem. Alt
kommer som ved et Tilfælde, det bringer Menneskene sammen, det
skiller dem, det kjeder deres Skjebner til hverandre. Og dog føler
man at det tilfældige har en Skjebnes Magt bak sig, det som sker,
maa ske. — En lignende Motsætning mellem det jevne og det jagende
møter man hos Amalie Skram. Men hos hende er Medlidenheten
bitter, og Blikket er blit synsk for det som er stygt og grusomt. Og dog,
Kampdigtning er hendes Verk ikke: Ulykken er uavvendelig, den har
sin Rot i Menneskets Natur. Hun skildrer Forhold som er umulige,
Naturer hvem Lykken er negtet. Stadig møter man hos hende
Kvinden som mangler Evne til at elske; hun higer derefter av hele sin Sjæl,
hun jager efter Lykken, hun tænder Elskoven i Mandens Sind. Men
hun kan ikke selv føle den Lykke hun skaper, saa maa hun ødelægge
den, pine, rive op, bryte. — Fremfor alt er Amalie Skram de rotløses
Digter. Den monumentale Karakter i hendes Verk er Sjur Gabriel
Myhre, Bonden som kjæmper for Tilværelsen i Byen. Hans
Barndomshjem er en Forbandelse, og den besætter ham i Guttedagene,
hvor han ellers er saa kjæk og flink. Og som Mand er han Sliteren,
snever Pietist i et glædeløst Hjem. Han, den rotløse, har al Arbeidets
Strid og intet av dets Lykke. Og netop derfor gjør Øieblikket ham
ubesindig, Spekulationsfeberen faar ham til at vaage mere end han
har. Altid er han taalmodig til at begynde forfra, altid møter han den
evige graa Tilværelse med Fatning, og dog ligger Fantasten stedse
paa Lur hos ham efter det skjebnesvangre Øieblik. Det ender med at
han blir Falskner og sættes i Fængsel, og finder at for ham blir det
den evige Hvile. — Her ser man tydelig at Naturalismen har svunget
over fra Kampdigtning til Menneskeskildring. Tonen er skiftet fra
Dur til Moll, og Skildringen har ingen Adresse til Samfundet. Den var
født av selve Livet, den vilde bare uttrykke den Lidelse som Emnet
rummet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
