Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - III. Aaret 1807 og dets Følger. — Ingemanns Ungdomsdigtning. — Lucie Mandix
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingemanns l’ngdomsdigtning Lucie .Mandix. (jy
mann skildret sig selv, eller vei rettere, sit Ideal
al" en Digter. En overvunden Konge, der stødes
lbr Kong Artus og hans Taffelrund, ytrer sig
saaledes om ham:
lian sang ej som de andre Trubadurer —
af deres Konstlerier var jeg kjed —
hvert gammelt Skur. som Köustens Aand indmuret
han med et dristigt llarpegreb rev ned.
lian sang om fri og evige Naturer
og om et lav, hvorom jeg intet véd.
som Hwer højt paa Anelsernes Vinger
og sig mod fjærne Tr\ Ileverdner svinger.
lian vakte ej den vante Fryd og Smerte
lians Taarer -ude var som Rosens Dug;
hans Smil mig ubekjendte Glæder lærte,
og dybe Længsler toned i hans Suk.
Højt ved hans Sang det stormed i mil Hjærte,
min l’rone svandt for Øjet som et l’"nug.
Jeg voved mig med ham i Aandens Kige —
men ingen kan sin Synskleds overstige.
(I» som et Barn af Følelse betaget,
jeg ofte daarlig snielted hen i Graad,
ja stundom angerfuld mig selv anklaged
og syntes at foragte selv min Daad. —
Men naar han tav. da saa jeg mig bedraget
og harmed mig, fordi min Kind var vaad:
Jeg hadeil Ynglingen som ved en Tone
mig bragte til at vakle paa min Trone.
»Hvi" — spurgte jeg — ..skal nu Ira glemte Tider
de store Dages Gjenfærd her fremslaa
med Trylles vserd, som vor Natur bestrider.
>ji med en Stræben, som vi ej kan naa —
7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
