Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„Huldregaverne"
, 305
gamle Ægtefolk, som kalde sig selv for unge.
Men derom bryde de sig kun lidt.
Som sagt, Slutningen er mislykket; men ellers
staar dette Æventyr i første Række af Ingemanns
Værker. Derfor har jeg dvælet saa længe ved
det. Thi det fortjener at kjendes. De Voxne
læse ikke mere Ingemanns Æventyr, og de, som
endnu læse dem, Børnene, forstaa ikke dette.
Man ser, det savner ikke Malice. Navnlig er
Digterens Fremstilling af hans æsthetiske
Antagonist givet i en Form, hvorved denne maatte
kjendes af Alle; Noget, der absolut maa stemples
som literær Taktløshed. Ikke desto mindre
Lidenskaben bringer Ingemanns Digterindividualitet
for Lyset. Hanä Lammeblidhed, denne hvide
Uld, ■ man ynder at lægge som Ramme otn hans
konventionelle Kontrafej, klæder ham ikke nær
saa godt.
I „Huldregaverne" fremtræder Ingemann som
rin Romantiker: I mange af hans Arbejder er
det, som Digteren ikke rigtig tor vedstaa sin
poetiske Trosbekjendelse; men her, hvor
Forbitrelsen rører op fra Dybet af hans Hjærte, her
se vi, hvad der ligger paa Bunden. Ug jeg véd
i det Hele taget ikke, om der er noget andet
Arbejde af dem mellem danske Digtere, man i
fortrinlig Grad kunde kalde Romantikere,
(Schack-Staffeldt, Grundtvig, Hauch, Søtoft), hvori
Retningens Fane saa aabent udfoldes? — Vi finde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
