Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - VII. „Huldregaverne”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
„Huldregaverne". •
hanke mod sit. Men da jamrer han paa ny. —
Hvor ofte, fortæller han Brevets Afsender, er han
gaaet ind hos en fattig Husmandskone, og har,
medens han talte med hende, taget en af de gamle
Beger ned, som stod paa hendes Bogbrædt, og felt
en inderlig Glæde ved de Guldpunkter, der lynede
frem af det brede masseagtige Foredrag i disse
Skrifter. Hvor ofte, naar han kom i Samtale med
en slig gammel Kqne, har han ikke maattet
ihu–komme Schillers Ord: „Hvad do Forstandiges
Forstand ikke begriber, det over det barnlige
Gemyt i Enfold". Hvor tit har han ikke følt
den dybeste /Erbodighed for en saadan Ki^nde,
naar han erfor, at „hendes og hendes Børns
Sa-lighedssag hørte netop lige saa simpelt hen med
til hendes’ Hverdagsarbejde og Sendagsforfriskelse
som noget Andet, og at hun passede den med
samme trolige Omsorg og Kjærlighed som sin
Væv og sine Faar. Stod jeg, har han en Gang
sagt til Brevskriveren, ikke i saadanne Øjeblikke
for Himmeriges aabne Døre? Vidste jeg ikke
dette meget vei? Følte jeg det ikke ogsaa i en
vis Forstand? Hvorfor saa jeg det da ikke med
Virkelighedens fulde Kraft, hvorfor følte jeg det
ikke med Hjærtets hele Fylde? Hvorfor forekom
det mig, som stod jeg endnu kun i én af de
ufejede og urensede Forgaarde til Himmerige?
Kunde jeg ikke meget vei mindes den Tid, da
alt Saadant anderledes fyldigt forvandlede sig til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
