Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
• 448
Sidste Leveaar og Digtning.
Formening udvikle sig af den gjennem
Mellemtilstandens Oplevelser lutrede Sjæl. Og denne
Anskuelse vender han atter og atter til i sine
sidste Breve; den indtager en fremtrædende Plads
i hans efter Deden udgivne «Digte med religiøs
Tendens". Allerede i «Følgeblade til Luthers
lille Katekismus", der dog var bestemt for
Confir-mander, siger han i Verskommentaren til den
tredje Artikkel:
„Med Gru de levende Døde
begrov deres Døde her,
hos Sjælen, som saa de Levendes Land,
er Livskongen evig nær.
Jeg tror paa Ordet fra Korset;
og griber mig Dødens Blund,
udødelig Sjæl ej sover i Muld
og venter paa Livets Stund.
Den samme Dag jeg mit Øje
har lukket med Herrens Pris;
han tænker paa mig — jeg horer hans Rost —
er med ham i Paradis.
Og under Livstræets Skygge
udfolder sig evig Sans:
kun øjet med uforkrænkeligt Blik
ej dør i Guds Straalers Glans.
En Gang Guds Billed fuldendes,
min Sjæl har Pavlun helt ny:
Forklarelsen sker — Opstandelsens Dag
oprinder med saligt Gry!" —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
