Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ingemanns Levned - XI. Sidste Leveaar og Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidste Leveaar og Digtning. 47 1
Det var strænge Tider for den gamle, svage
Frue: hun var næsten helt døv og halv blind.
Ikke desto mindre viste hun sig i disse
Lidel-semes og Savnets Dage, som det hun altid havde
været: den sjælsstærke Kvinde. Skjønt tit fuld
af Smerter og sengeliggende, var hun dog mild
og venlig mod Knhver, der saa til hende, og
glad, naar hun fattede deres Tale. Børn var hun
dog altid gladest ved. Forkjærligheden for den
røde Farve, som havde fulgt hende fra de
tidligste Aar, bevarede hun til det sidste: forærede
man hende et Æble, kunde hun vedblive at dreje
det, til den rødmussede Side kom frem; kom et
Barn med et rødt Tørklæde, kunde hun med
Velbehag stryge ned derad; og besøgte en Dame
hende med en Rose paa Hatten, nikkede hun
dobbelt venlig til Besøgerinden. — Altid var de
Ord, som faldt fra hendes Læber, haabfulde og
kjærlige.
Med datterlig Omhu plejedes hun af den
trofaste Pige Soße, til hvis Omsorg hendes
Ægtefælle i sine sidste Dage gjentagende havde
betroet hende. „Ingemanns Sofie", bor bevares i
taknemmelig Erindring af Alle, der havde den
gamle Digter og hans ædle Hustru kjær. Hun
var Alt for den syge Fnie: forstod hendes Gestus,
hendes Miner og udtalte hendes Tanker.
Viktor Hejse, Fru Ingemanns Sjælesørger,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
