Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4
Nu begynder jeg altsaa for alvor.
Vi er fem søskende hjemme. Jeg er den ældste, og da er
det jo rimelig at jeg først beskriver mig selv. Jeg er svært
lang, og mor sier jeg er ulænkelig; desværre har jeg vist ogsaa
store hænder og ben.
„Store ben", sier altid den ekle, bleke skomaker Grauer,
naar han tar maal av mig til nye støvler. Jeg har den største
lyst av verden til at dunke ham i det pjuskete hodet hans,
naar han ligger der paa knæ og tar maal; for nu har han sagt
det saa ofte at jeg er kjed av det. Ellers har jeg to brune fletter
nedover ryggen, og en temmelig tyk næse som jeg mangen
gang er lei av. Undertiden naar jeg sitter og læser lekserne,
sætter jeg en haarnaal over næsen for at gjøre den smalere;
men det hjælper aldrig det grand, for naar jeg tar naalen av,
sveller næsen ut igjen straks.
Det er forresten en ting som er kjedelig, og det er at alle
mennesker, især alle gutter, sier at jeg er saa vigtig. For det
er jeg slet ikke; jeg maa nu vel kjende mig selv, naar jeg er
saa gammel som jeg er. Men nu spør jeg dere smaapiker som
læser dette, om dere synes det er morsomt, naar guttene
trækker dere i fletterne og kalder dere „Ingefær", eller naar de
staar og plystrer og piper nedenfor havemuren naar de vil ha en
ut. Jeg har sagt en gang for alle at fletterne mine maa ingen
røre, og at naar jeg kommer, saa kommer jeg; men slik lang,
ynkelig pipen kan jeg ikke utstaa. Men saa er jeg naturligvis
vigtig. Undertiden blir jeg sint, og saa sier jeg: „Gaa og
plystr paa andre, dere! — Gaa ned og pip paa Massa, Mina
og Netta, dere!" Men det vil de ikke, og saa staar de der
og piper.
Efter mig kommer Karsten. Naar jeg erter ham, kalder jeg
ham bare „Kasten" — for jeg er svær til at erte ham; det er
nok skam at erte, men naar Karsten blir rød av hidsighet like
op i sine store ører, er han skrækkelig morsom. Karsten har
et. stort, lyst ansigt, tyndt, lyst haar og store, fremstaaende ører,
saa han ser ut som en hankekrukke. Naar jeg erter Karsten,
saa løper han naturligvis efter mig — det er netop det jeg vil,
ser dere — faar han saa fat paa mig, dunker han mig i’hodet.
Men forresten er vi de bedste venner av verden.
Efter Karsten er der et langt sprang paa fem aar; saa
kommer Olaug, men hun er saa liten endnu at hun gaar og lærer
bokstavene hos jomfru Einarsen. Nede i kirkebakken i det
lille, gule huset med den høie trappe har nemlig jomfru Einarsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
