Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15
Opover bakken kom der idetsamme en sjøgut, saadan en
rigtig bred, firskaaren liten jungmand med skotlue og
flagrende slips.
„Kom nu — hvad er det dere stanser efter," ropte han,
„vi har vel lov at rende i vor egen kleiv, om der staar nogen
fine by fluer og ser paa." Han var i stemmeskiftingen og
snakket saa høit som om han var i den værste storm ute
paa havet.
Men i samme øieblik ståk Nils Traps krokete næse op over
skraaningen, og der var alle de andre ogsaa: Angemal Terkelsen,
Jens Stub, Peder til provsten, Aksel Wasserfall og hele hurven
av gutter bak, jeg saa Karsten i baktroppen med hele kassen
stoppende fuld av sneballer.
Huf, jeg fik næsten hjerteklap.
„Hvad vil dere?" sa jungmanden.
„Vi vil ha kleiven at rende i," sa Aksel Wasserfall, „dere
skal pakke dere væk allesammen, ellers saa —"
Jungmanden var kommet tæt op til Aksel. Han vendte
siden til, holdt armene litt ut fra sig, saadan som gutter gjør naar
de vil egle sig ind paa en, og stirret hele tiden ret ind i
øi-nene paa Aksel.
„Pakke sig, sa du — var det pakke sig, du sa — jeg skal
gi dig pakke sig, jeg, dit flaadde sildeben du er."
Og inden Aksel fik suk for sig, hadde han jungmandens
næve i brystet — der laa han i snefonnen, og jungmanden op
paa ham; men i samme øieblik var Nils Trap og Angemal
Terkelsen oppe paa ryggen av jungmanden igjen. Der blev et
basketak saa sneen føk.
„Han biter, — han biter, svinebestet," skrek jungmanden
nede i sneen.
Aksel Wasserfall som laa underst, hadde ingen anden maate
at verge sig paa — han bet tvers igjennem tykke
sjømands-klær og alting.
Nede fra bakken kom en del av Tangenguttene stormende
opover; men nu klemte Karsten og baktroppen ivei med
sne-ballene. Massa, Mina og jeg blev rent rædde og trak os
unda. De stenhaarde sneballene føk om os i luften, den ene
bidde ikke paa den anden, og der hvor de traf, der gjorde de
vondt, det kan jeg bevidne, for jeg fik en paa kindet, og jeg
maatte holde lommetørklæet paa det hele tiden, saa svidde det
Du for et leven! De skrek og de ropte, de holdt sig ikke
i bakken længer, men ute i dype sneen langs veien laa der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
