Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
41
Den aften hentet jeg den ikke; jeg turde rent ut sagt ikke
for madam Land.
Da jeg gik fra skolen den næste dag, gik jeg en sving
indom til madam Land. Carolus stod inde i gaarden og spiste
med megen appetit av madam Lands grøt og sure melk. Den
store blodrøde kam hang nedover det ene øie, det andet øie
som var frit, vendte den mot mig som om den vilde si: „Jeg
kjender dig nok, Inger Johannemor, men gaa du din vei — her
vil jeg nu engang være." — Ja de kan nu si om dig hvad de
vil, Carolus, tænkte jeg, men du er nu den vakreste hane som
findes i verden — og min er du allikevel.
Da aftenen kom, hadde jeg utspekulert en plan hvorved jeg
skulde faa fat paa Carolus uten at madam Land merket det.
Hun hadde hønsene i et avlukke i sin vedbod. Baksiden vendte
ut til en aapen plads. Høit oppe, like under taket, var der en
glugge, som altid stod aapen. Gjennem den gluggen vilde jeg
ind og hente Carolus. Oppe i vort fjøs laa der en gammel
stige; den fik jeg Peder og Karsten til at bære ned og sætte
op til gluggen. Baade Peder og Karsten vilde krype op, men
jeg sa nei; en saa vanskelig ekspedition kunde ingen andre end
jeg selv klare.
Klokken kunde vel være ni om aftenen; det var litt
skum-mert alt. Jeg klavret opover stigen og kom lykkelig og vel op
paa det øverste trin. Men enten det nu var stigen som var
raatten, eller Peder og Karsten slåp taket dernede — det var
netop saavidt jeg fik tak i gluggen og halet mig ind — der faldt
stigen og gik aldeles fra hinanden i faldet.
Der sat jeg pent i det. Og saadan som Karsten og Peder
lo dernede! Jeg var saa rasende ærgerlig paa dem, især paa
Peders latter. Naar Peder ler, er det akkurat som om nogen
pludselig kiler ham i maven; han bøier sig sammen, vrir sig
som en oçm og ler uten lyd. Men Karsten lo i vilden sky.
„Vil du la være at le, Karsten, du forraader mig jo paa
den maaten, gut."
„Hvorledes vil du komme ned igjen?"
„Aa, jeg hopper ned herfra." — Det var sikkert en
femseks alen ned til marken.
„Nu gaar jeg ind efier Carolus; jeg "lipper ham ned herfra
— dere tar imot ham."
Jeg famlet mig nedover en halvmørk trap, snublet dernede
i stummende mørke over en huggestabbe og en flisehaug, og
var endelig borte ved det avlukke hønsene var indestængt i.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
