Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
postmesteren var reist, hang sofaputen ute i et træ og luftet
sig i fjorten dage.
Hele den første dag var jeg omkring og hilste paa gamle
steder og kjendte folk fra aarene før. For Karsten og jeg er
hvert eneste aar paa prestegaarden. Først var jeg oppe i
drengekammeret hos Jon. Han var klein, sa han, og hadde et
sting i brystet som var en halv alen langt, og han var blit
endda værre av at han var ute og hentet os ved dampskibet,
sa han. „Jeg vet ikke hvad det er folk ligger og ræker efter,
jeg," sa Jon, „enhvet kunde holde sig hjemme, det er nu min
mening." Han var ikke meget høflig av sig, Jon, men det
brydde jeg mig aldrig det grand om. „Aa, du skal se du
kommer dig nok, Jon," sa jeg. „Ja, det skulde ikke være godt
andet," sa Jon og saa yderlig fornærmet ut.
Siden var jeg i hønsehuset og saa paa en høne som laa
paa egg, og i grisehuset og klødde grisen paa ryggen med en
pinde: „Gisse-gisse-gisse". — „Øf-øf," sa grisen. Saa var jeg i
fjøset og i laaven, og tilslut paa kirkegaarden, — kirken ligger
like ved, ser dere, — hvor jeg gik rundt og læste alle
grav-versene, som jeg kunde utenad fra før.
Det er en grulig hyggelig kirkegaard, med store, lubne
lønnetrær, som solen dæmpet falder nedigjennem paa det høie
græs og de nedsunkne graver, hvor alle de gamle sjøfolkene
ligger begravet. Nogen har pene støtter med vers paa, som
onkel provst har digtet.
Rundt kirkegaarden gaar et stort, bredt stengjærde; oppe
paa det springer Karten og jeg og leker sidsten.
Da vi om aftenen sat ute paa trappen og hørte paa
aker-riksen, kom der nok en gjest borte i alléen. Det var en svært
høi, gammel mand med kridhvitt haar og usigelig lange ben.
Han kom vandrende landeveien, med ransel paa ryggen, i hvit
støvfrakke.
„Der har vi jo Arnoldus Witt ogsaa," sa onkel provst,
„velkommen, velkommen, min kjære Witt."
Den lange, gamle mand var kommet op paa trappen.
„Broderkysset, min kjære provst, broderkysset," sa Witt højtidelig
og kysset onkel provst. Arnoldus Witt elsker alle prester, og
gjør ikke andet end reiser rundt og besøker dem, sier tante
Kristine. Til aftens la Witt mysost og hvitost og pølse paa det
samme stykke smørrebrød, og snakket forfærdelig meget. Det
er ikke mulig for andre mennesker at faa et ord ind, undtagen
naar Witt skal spytte," sier tante Kristine.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
