Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
143’
„Hvad er det dog for en opførsel," ropte tante Betty, saa
baade kusken og tjeneren og stuepiken hørte det — „at stige
tilvogns før jeg selv er steget op — kom øjeblikkelig ned igjen
— er du vant til den slags i dit hjem?"
„Hjemme," sa jeg forbauset, „kjære, jeg har aldrig kjørt i
landauer før jeg — jeg har bare kjørt med arbeidskjærren til
Ola Silnes, og saa med bønderne naar de er i byen med
læss —"
„Men nu maa du huske paa at du er under andre forhold,
og at vi, din onkel og jeg, har ansvar for hvorledes du
opfører dig."
Uf! — hun hadde saamen ikke det mindste ansvar for min
opførsel!
Det var ikke det grand gildt at kjøre i landauer med to
hvite hester. Sandelig vilde jeg heller kjøre med Ola Silnes
paa arbeidskjærren hans.
Nu skal dere akkurat faa høre hvorledes dagene gik hos
onkel Max og tante Betty, og hvorledes hele huset var.
Et stort hvitt murhus, en stor port, og fine trapper med
brede tepper og jernrækverk, store, fine værelser med hvite
ovner, og et litet, trist gaardsrum hvor der ikke fandtes en
blomst, eller en sten, eller en flis. Og mørke gardiner for
vinduene til gaarden — du store alverden, hvor der var trist.
Og inde i salen laa tante Betty og var penibel.
Og hver morgen maatte jeg gaa ind og neie dypt for tante
Betty, og saa blev jeg placert ved siden av hende og skulde
se paa billedverker. Jeg hatet de billedverkene, det var vist
noget engelsk, tror jeg, men jeg vet det ikke. Hele tiden
sat jeg og tænkte: nu vil jeg si at jeg vil reise, nu vil jeg si
det — men jeg kom mig aldrig til.
Saa var det at kjøre en tur i landaueren. En maa slet
ikke tro at alle mennesker som kjører i landauer, har det godt,
det vet jeg altfor vel nu.
Saa spiste vi middag, grulig meget rar, fin mat — og saa
skulde jeg, hvis det var godt veir, spasere en tur med Lilla
— hvis ikke, skulde vi opholde os paa mit værelse.
Jeg hadde været der i to dage, og kjedet mig næsten
halvdød. Lilla kom for at spasere, men det styrtregnet;
nedenunder maatte vi ikke gaa, for tante Betty skulde sove, og
onkel Max og hele huset gik paa tærne og bare hvisket. Saa
sat vi oppe paa mit værelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
