Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 13
Ret som det var kom Antonette igjen. „Det er saa ekkelt
at gaa hjem alene," sa hun, „jeg vil være med allikevel."
Varmere og varmere blev det; det var ikke luft, bare støv
og sand og het sol vi pustet i. Veien gjorde her en sving
nedom fjorden. Der var store stener langs med vandet, og
smaabjerk stod like ned i vandkanten.
„La os bade os!" ropte jeg.
Naturligvis vilde vi det allesammen; de kunde umulig se
os fra veien, for bjerkene skygget. I en-to-tre var vi i vandet.
Aa, hvor vi lo! Bunden var saa fæl, bare store, runde, glatte
stener. Ret som det var gled en og rev en anden med sig,
og vi skrek saa det vist hørtes lange veier.
„La mig være!"
„Slip mig — uh-hu-hu — saa koldt."
„Au, jeg skar mig paa en sten!"
„Aa, jeg knuste lilletaaen min!"
Vi moret os usigelig; endelig maatte vi gaa iland igjen.
Men tænk, saa kunde jeg ikke finde mine sko. Noget værre
har jeg aldrig været ute for. Jeg hadde lagt dem fra mig ved
en sten, ikke et menneske hadde været der, og endda var de
borte.
Jeg lette høit og lavt; alle de andre var færdige for længe
siden, og jeg gik der og hinket.
Endda jeg virkelig var litt fortvilet, saa maatte jeg le. „Dere
faar bære mig til Skohjem," sa jeg. Vi lette mellem stener,
og vi lette mellem busker for tyvende gang.
Alle de indfald jeg hadde, de maa jeg nu le av. For ett
øieblik vilde jeg flække bjerkebark og binde paa føtterne,
likesom birkebeinerne, og et andet øieblik vilde jeg skjære ranselen
min itu og knytte den om benene. Saa skulde de bære mig
paa guldstol, og da faldt vi overende alle tre — du, hvor vi lo!
Jeg tror vi lette efter de fille skoene i to timer, og — maa
jeg saa by dere hvad der hændte! Der kom den ekle lille,
sorte hunden som hadde spist op karbonaderne mine, løpende
med den ene sko i munden!
Saa gjaldt det at finde den anden sko. Endda jeg hadde
den største lyst av verden til at jule op den lille uforskammede
hundehvalpen, saa maatte jeg jo gjøre mig gode venner med
den, og gi den pandekake, forat den kunde finde op den
anden sko.
„Se her, bisken, skal du faa pandekake — gaa nu efter
den anden skoen min da!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
