Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
jo høiere en kommer op, des smalere blir trapperne, gjemme
sig bak bjelker og i kroker deroppe, forat Peder belgetræder
ikke skal se os, staa deroppe i den mægtige klokkeklang —
og saa rutsche som en er gal nedover trapperne før Peder faar
slaat igjen taarngluggene og somlet sig ned. For Peder vilde
bli rasende hvis han saa os, ser dere.
Forresten har han nok set os undertiden allikevel. For
„hører" os gjør han ikke. Han er døv som en stok, men
skjende kan han, og da truer han baade med prest og provst,
og alt det værste han vet.
Men det hjælper ikke stort at han skjender. Det kan da
ikke være det mindste ondt for noget menneske at vi kryper
op i taarnet vel? Næste gang han kommer smygende saa liten
og sammenskrumpen og smetter ind av kirkedøren — han
aapner aldrig kirkedøren mere end at han akkurat kan pine
sig ind, akkurat som en liten sort mus som kryper ind i en
spræk — saa er vi fort efter ham, kan dere tro. Undertiden
kan vi være en ti-tolv stykker efter ham, uten at han vet det
pluk om det.
Men engang kom jeg ilde ut av det at jeg listet mig op i
taarnet efter Peder belgetræder. Det var grusomt, ser dere,
for tænk, jeg blev indestængt i kirken. Ikke for det, jeg har
nok været der siden ogsaa, men alene tør jeg ikke gaa der
mere. Jeg var nu ikke saa ganske alene den gang jeg her vil
fortælle om heller, for jeg hadde min lille bror Karl med mig.
Men han var bare to-tre aar, saa der var ikke noget hjælp
i ham.
Det var en lørdags eftermiddag. Hver lørdag kl. fem blev
der nemlig ringet i taarnet for at ringe helgen ind.
Karl og jeg kom gaaende forbi kirken da Peder kom
smygende med opbrettede bukseben, som han pieide. Det
var litt ut paa høsten, ikke mørkt endda, langtifra, men ikke
rigtig lyst heller. Og blaaste gjorde det den dag saa det
forslog. Det knaket og suste i de store lønnetrær. Med én gang
fik jeg en ustyrtelig lyst til at løpe op i taarnet for at høre
hvorledes klokkerne klang naar det stormet og tutet saaledes
rundt kirketaarnet.
„Gaa hjem du," sa jeg til Karl, „spring saa fort du kan;
la mig se om du er flink til at springe."
Aa langtifra, han vilde ikke, klamret sig bare fast til mig
og vilde være med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
