Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
35
Voksne Folk var rare, at far kunde tænke paa hvor det fille
navnet kom fra. Nei, det hadde saamen Jan Bluhme aldrig
brydd sig med at tænke paa. Gronmalt var den ifjor, og grøn
var den iaar, seilene var lappet, de simpleste eplerne laa i
hauger paa dækket, mellemsorten stod i sækker, men de fineste
var i kurver. Og midt oppe i al denne herlighet sat madam
Lindskog umaadelig tyk og strikket med gule messingpinder paa
en graa strømpe. Hun fik forresten aldrig lov at sælge noget,
madam Lindskog, for det vilde Lindskog gjøre selv. Men naar
Lindskog var oppe i byen med epler som var solgt, saa
passet madam Lindskog jagten og eplerne og Abel Nils og
altsammen. Men Abel Nils var sønnen deres, og han var den værste
at passe paa, for værre røverunge fandtes ikke langs hele kysten.
Og Jan spiste og fortalte: „Naar vi vil kjøpe epler av
madam Lindskog, saa sier hun bare: „Vänta, vänta" —- for
hun er svensk madam Lindskog, og saa snakker vi svensk
igjen."
„Kan du snakke svensk da?" spurte Asta overlegent.
„Er det nogen sak da — vi sætter bare a til alle ord
men Abel Nils er fæl, mor, for naar han snakker med moren
sin, saa er den halvdelen av ansigtet hans som vender mot
hende, ganske rolig, og den siden som vender mot os, gjeper
han med, og stikker tungen langt ut av mundviken, og saa
tror madam Lindskog vi ler av hende, og saa skjender hun saa
snodig paa svensk — det er saa moro saa —"
— Siden var der stor disput ute i spisestuen mellem Jan
og Asta om svensk sprog og at tale svensk i det hele. Jan
Bluhmes næse var meget overlegen, Asta kjafset imot og var
meget tungerap.
„Bry dig aldrig, mor, — har du ikke læst maanedsbeviset
mit kanske?"
Det var likesom Asta tystnet litt. For det var jo ekstra
maanedsbevis han hadde faat. Men væmmelig vigtig var han
nu da! Han hadde sandelig godt av at bli ertet litt,
vigtigpompen. Og saa sang hun et vers som Jan Bluhme altid
blev rasende for:
„Lille Abellula sat i lunden,
Saa kom der en flue, ståk hende paa munden —"
Hvorfor Jan Bluhme altid tok dette vers som en personlig
fornærmelse, var det aldrig nogen som kunde utgrunde. Men
det undlot aldrig at forfeile sin virkning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
