Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
var kommet velbeholdne iland, saa vilde han ikke si noget
heller. Han kunde jo læse det indi sig. -—
Men du, hvor vaate de var!
De tok tilbens og sprængløp opover neset, over heier og
myr, kløv over stengjærder og vasset gjennem lyng. Av og til
kastet de et blik utover efter skjegten og paraplyen. De saa
ingen av delene mere nu.
Det var da en væmmelig utgang paa den historien ogsaa!
„Det er bedst du kommer indom os og faar tørket dig," sa
Tellef.
„End paraplyen da," sa Jan Bluhme.
„Ja, det var saa uheldig altsammen, som det kunde være."
Tellef foreslog at det var bedst ikke at si noget om
paraplyen — saadan til at begynde med da.
Men aldrig saa snart var de kommet ind i det lille
kjøkkenet hos Tellefs mor, hvor hun brændte kaffe i en gryte paa en
aapen skorsten, før Jan sa:
„Det er værst med paraplyen."
„Hvad for en paraply?" sa Tellefs mor.
„Bedstemors vel — den blaaste væk den."
Tellefs mor var ikke blid, endda hun vridde Jans bluse og
hængte den op til tørring. „Og du skal være Kongsgaardgut,"
sa hun pludselig, „og saa bær du dig slik."
Ja, det var jo det som var det værste ogsaa!
Jan Bluhme sat i skjorteærmer med haanden under kind
oppe i skorstenen og stirret betænkt ut for sig.
Det var ikke noget koselig netop, dette her!
Ja, han vilde bekjende det naturligvis — men sandelig var
det ikke likesom lettere al ting før han var blit Kongsgaardgut
— for nu var det saa meget bestandig! Ansvar og slikt.
Men han vilde gjerne være snild ogsaa — det vilde han
sandelig — men saa faldt det saa uheldig saa!
— Jan Bluhme sat sammenkrøpen ute i verandatrappen,
mor sat paa verandaen og sydde, og solen stekte.
Lang taushet.
„Naa Jan," sa mor, „hvad er det for noget?"
Hvorledes kunde nu mor vite at det var noget ogsaa, for
han hadde jo ikke sagt et eneste ord, han hadde bare sittet
ganske murende stille, han?
„Aa — det er noget som er saa leit, mor."
„Ja, jeg skjønner det."
„Du mor — maa jeg være Kongsgaardgut?"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
