Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
med sin store pukkel og høirød kjole. Da Jan Bluhme saa
hende sitte der, sprang han bort og plukket saa mange røde
plommer han kunde bære, og la i hendes fang.
„Jeg lovte dig det, vet du," sa han alvorlig.
Og alle husmændene og arbeiderne kom med konerne sine
og barneflokkene. Det varte ikke længe før der sat barn i
trærne overalt, rystet og kastet frugt ned i græsset, hvor far
og mor sat og lo og undret sig.
Men barnene undret sig ikke, for det var jo likesom et
eventyr. Og der blev danset og lekt i jubel under de
mægtige trær.
Det knep at holde orden da der skulde spises. Lange
bord med høie kransekaker stod der i rad og række under
parkens trær. Far præsiderte ved bordene ute, men mor hadde
alle Jan Bluhmes specielle gjester i den hvite sal. Og Milla
fisker, Lava og Stina og alle de andre sat saa pent og forsigtig
paa de silketrukne stolene, og ingen sa noget videre, uten
Tellefs bedstemor; men hun snakket. For det var det, at hun
var saa straalende glad fordi hun kunde se.
„Aa Herregud — aa Herregud," sa Tellefs bedstemor, „ja,
det er et mirakel alt sammen — at jeg min gamle krok gaar
her i de fine salene paa Kongsgaard — og ser — og ser —
paa al denne herligheten — og utenfor vinduene, der skinner
solen — og endda skinner det mest i øinene paa han Jan
Bluhme."
Og de gik rundt i det store hus gjennem ganger og trapper
og saler og tok og følte paa al ting og undret sig, spiste og
puttet i lommer og spiste igjen.
Jan Bluhme sprang i jubel omkring alle steder. Han var
ikke i ro to minutter itræk, alle vilde se ham, og alle ropte
paa ham.
Du store alverden — det var snodig at være Kongsgaardgut!
Efterat man hadde spist, blev der pludselig ropt: „Stille!"
Det var far som stod øverst i den hvite trap, nu skulde
han vist holde tale! Alle barn stod i flok og følge nedenfor
trappen, hundreder av opadvendte barneansigter i solen. Men
bak far, oppe paa verandaen, i vinduer og dører stod alle de
gamle av Jans venner og veninder. Jeremias vedhugger i lys
vaarfrak som var altfor trang til ham — han hadde først været
en sving nede i vedskjulet, for det var nu noget han forstod
— og Lava med stok og Vesle-Katrine med sin høirøde pukkel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
