Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Hun skulde bruke den blaa kjolen, Lollik, hver eneste
aften. Den med de orientalske baandene til pynt, røde og
grønne, indvævet med guld. Fine læg nedover armene, og en
svær puf ved haandleddet. Ja, rasende fin var hun.
Og skoene da! Hjemførte, mor, ikke noget saant klumperi
som de gjør her i byen. Laksko med silkerosetter. De hadde
været oppe og set paa dem alle veninderne.
Endelig var det den dagen at danseskolen skulde begynde.
Gid, for et hav av lys naar en kom ind i klubsalen. Det
var næsten til at miste pusten av bare høitidelighet.
Og saa skulde en ha fast kavaler i begyndelsen, sa
dansefruen. Mon hvem der faldt paa hendes part?
Det kunde da vel aldrig være Paul Borch.
Den store slængete gutten, søn til amtmanden. Han som
gaar saa alene bestandig og er saa frygtelig flink, sier folk.
Ja, han saa næsten ut som en professor alt. Han var ikke
det pluk pen, for professorer skal aldrig være pene. Han har
et umaadelig stort lyserødt fjæs f. eks.
Aldrig i sit liv hadde hun snakket med ham, Lollik. Men
Jens Berentsen snakket ofte om ham, han kaldte ham altid
bare docenten.
Sandelig min hat, der stod docenten likeoverfor hende.
Først tællet hun rækken engang nedover, om det virkelig
ogsaa var docenten hun skulde danse med. Jo. Nei, saa
maatte hun tælle igjen, for det var likesom saa uventet.
Jo, det var nok saa likevel. Han saa over paa hende, han
ogsaa.
Gid, hvor ulykkelig han saa ut. Hun syntes hun maatte
nikke. Men det var ikke tale om at han nikket igjen, bare
blev stupende rød og stirret.
Nei noget saa rart som den gutten!
Men tænk i det samme fik hun saa vondt av ham, likesom
saa frygtelig vondt av ham med en eneste gang.
Og det var det rare, at naar Lollik Bommen fik vondt av
nogen og syntes synd i dem, saa likte hun dem saa skrækkelig
godt med en gang.
Akkurat som hun maatte beskytte dem. Hun hadde hat
det nogen ganger saan med veninder. Men aldrig hadde hun
hat vondt av nogen gut før. Aldrig.
Stakkars dig, docent!
Saa nikket hun igjen. En gang bøide han hodet forfærdelig
stivt. Og da likte hun ham endda bedre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
