Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
177
der omhængssenger med høie dyner, og det durte og smeldte
i de tykmavede gamle ovner, saa gnistene sprat langt bortover
gulvene.
Oppe paa den store sal hvor de skulde danse, var gulvet
skinnende hvitt, og der var nogen ældgamle tapeter med en
hyrdinde i et kort skjørt, og en hyrde som sat paa en sten og
saa paa hende, og høie, stive stoler med avslitt gyldenlærs
betræk rundt alle vægger. Under taket hang to lysekroner av
træ, som var omvundet med granbar. Og iskoldt som ved
Nordpolen, uagtet ovnen stod rød.
Der var forfærdelig festlig.
„Ja det er som byfolket pleier ha det," sa manden paa
gaarden.
Tænk, akkurat som de voksne! Nei, saa syntes Lollik at
alting var saa stormende gildt, at hun tok Jens Berentsen og
valset opover med ham.
„Ungdommen er sig selv lik den, den er sig lik det ene
aar som det andet," sa manden, han stod med hænderne i
lommen og saa dem valse.
Langtifra, aldrig hadde nogen været saa straalende glad som
hun, tænkte Lollik, alting var moro, hele livet var moro —
ret nu kom der en gut med et stort, stort ansigt og nogen
smaa vemodige øine, som fulgte hende overalt. Ja alting var
deilig.
Der var bjeldeklang ute paa gaarden, og der kom alle
slæderne i rad og række svingende ind paa gaarden, mens alle
herrerne smeldte med svøperne. Alle damerne veltet ut av
slæderne som svære bylter, det røk av hestene, og Lollik saa
oppe fra vinduet at Paul Borch selv ledet sin lille hest ind i
stalden.
Hele huset stod som paa ende med en eneste gang. Løp
i dørene og rend i trappene, latter og rop og latter igjen, mest
inde fra det værelse hvor damerne tok sit tøi av. Der var
saa trangt at en knapt kunde røre sig, og der skulde tredive
smaapiker ta av sig kaaper, sokker og pelser. Alle tredive
skulde se sig i et speil som akkurat var halvandet kvart langt
og halvandet kvart bredt. Og alle tredive vilde se sig i speilet
paa en gang naturligvis. Den svære himmelseng borte i hjørnet
laa pakfuld av yttertøi, helt op under det låve tak, gulvet fløt
av sne som smeltet, sokker og kalosjer og lakerte sko. Og
midt oppe i alt det gik Alagdalene Nilsens perlebaand itu —
ritsch ratsch — mellem sokker og sølevand, blev traadt paa
12 — Dikken Zwilgmeyer. III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
