Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
danser vi lanciers ogsaa — jeg har lovt Jens Berentsen den
ogsaa, men pyt!"
Saa lo de av det.
Aldrig i sit liv hadde Paul moret sig saa. Alting var moro,
hele livet var moro. —
Der begyndte lancieren. Paul Borch for som en raket
hen til Lollik; men der var Jens Berentsen ogsaa. Lollik lot
som ingenting og tok Paul Borchs arm.
„Nei vet du hvad," sa Jens Berentsen mørkerød i ansigtet
av sinne.
„Jeg har jo danset med dig hele aftenen, vet jeg," sa
Lollik, „sandelig min hat, nu vil jeg danse med nogen andre
ogsaa."
„Du er lumpen, Lollik Bommen."
„Aa gid, hvor sint han var nu," sa Lollik med et
straalende ansigt til Paul, „hvorfor skal jeg være pokket nødt til
at danse med ham bestandig."
Paul Borch var umaadelig enig. Det var en fryd bare at
møte hinanden i kjeden — jo Paul Borch var den snodigste
gut, Lollik Bommen hadde kjendt i alle sine dage.
Men da lancieren var slut, og musikken fik punsch, og
damerne sat røde og varme og forpustede, blev der pludselig
et svært spetakkel nedenunder. Det var to gutter som slos.
Alle smaapikerne for ut og heldet sig over trappegelænderet
og kikket ned.
Du store alverden — det var Jens Berentsen og Paul
Borch.
Jens Berentsen hadde spændt ben for Paul nede i den
mørke, smale gang, og saa var Paul blit hidsig og hadde røket
paa ham.
De stod skrækslagne omkring allesammen, for de slos
ordentlig, det var ikke for moro. Paul hadde overtaket, han
hadde klemt Jens ind i en krok og slog og slog.
Der kom konsul Berentsen: „Saa forsyne mig, gaar ikke
dette an — jeg mener dere er — slip sier jeg — jo det er
nogen nydelige voksne kavalerer dette — slip din —"
„Ja, men det var han som begyndte," sa Paul tyk i mælet.
„Vis vas — saa saa — vær nu gode venner igjen — slike
hanekyllinger — hvad er det dere har imellem dere da?"
„Han har brukket haandleddet mit," sutret Jens Berentsen.
„Ja, gale hunder faar revet skind," sa konsulen.
Det var ikke snak om andet end dette slagsmaalet oppe i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
