Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
Og den bløte haand trykket Annikkens haand fast.
Alt andet end heldig ydre, tænkte Iversen og smilte med
store, vandblaa øine til Annikken.
I sidste øieblik, de holdt netop paa at støte fra land, kom
Per Krafft løpende.
„Skal dere paa tur — og ingen har sagt mig til — jeg
blir naturligvis med —"
Det skarpe lille ansigt lyste.
„Vi blir for mange, gut," ropte Rode.
„Nei da," ropte Tilda og Elly i kor. De andre unge piker
stemte ogsaa i med. „Vi er slet ikke for mange, Per kan
godt være med."
„Jeg repræsenterer ingen vegt at tale om i kilo," sa Per
Krafft og hoppet bardus i baaten.
„Paa denne maaten ser det nærmest ut til at vi gaar
nedenom og hjem hele kodiljen," sa Mosling.
„Jeg skal gjøre nytte for mig og ro paa spræng," sa Per
Krafft — „hvor gaar turen hen?"
Han var en liten sorthaaret student som studerte teologi.
Naar de unge piker var alene sig imellem og kritiserte herrerne,
sa de altid at Per Krafft saa ut som han lugtet paa den
gyseligste gammelost. Forresten var det noget betydelig og
uberegnelig ved ham paa samme tid. Og der var noget i hans
ansigt som trods gammelostsnusingen ikke utelukket
muligheten av at bispekorset engang kunde komme til at lyse paa
hans bryst.
„At være bikje og sitte i forenden kan jeg da ialfald," sa
Per Krafft og satte sig paa baatripen.
„Nei, her er udmerket plads," ropte Tilda.
„All right," sa Iversen, og baaten gled utover i det blanke
vand.
De unge piker hadde faat placert Annikken længst agter
ved roret, indeklemt av alle de andre.
Den mest eftertragtede plads paa midttoften, hvor man var
herrerne nærmest. Der sat Iversen og Tilda.
„Ah, saa kan man igjen begynde at leve," lespet Iversen,
da luftningen fra sjøen viftet om dem længere ute.
„Lever De ikke paa landjorden, De da, Iversen," smilte
Tilda.
„Nei, jeg forsmegter," hvisket Iversen med et dvælende blik.
Han belønnedes med en trillende latter av alle de unge
piker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
