Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
123
„Jeg anbefaler mig," sa Per Krafft og bukket ironisk med
sin gammelostnæse.
Lina Græsvig hadde ikke sagt et ord før han var vel borte.
„Han er søt," sa hun pludselig.
„Han er ekkel," sa Annikken alvorlig.
„Du — han liker dig svært godt," vedblev Lina Græsvig.
„For noget tøv."
„Dere faar vist hverandre," sa Lina Græsvig grundende,
hun likesom stirret ut i fremtiden — „ja tænk, jeg tror det,"
blev hun ved.
„Uf, saant vaas, han synes netop jeg er saa fæl — "
„Nei, han liker dig —"
„Uf."
Siden begyndte Lina Græsvig altid at snakke om Per Krafft
naar de var sammen.
„Han har saanne nydelige, smilende øine," sa hun, „gid
vi møtte ham igjen."
„Nei det vil jeg ikke ønske," sa Annikken, „jeg kan ikke
utstaa folk som ler og gjør nar av alt."
MAREN ANNE OG EBBA
Hele huset var i én forventning.
Der var kommet brev at to kusiner vilde komme og
bade der nogen uker. Maren Anne, hvis far var
embedsmand inde i Kristiania, og kusine Ebba fra Stockholm.
Annikken var den eneste som kjendte dem. For to-tre aar
siden hadde hun været sammen med dem begge paa
Blommedal hos gamle bedstemor. Det var dengang bedstemor døde,
og alt det hændte som Annikken saa ofte hadde fortalt om.
„Er de frygtelig fine?" spurte Tilda.
„Ja forfærdelig," sa Annikken, .især Ebba."
„Og Maren Anne er jo et vidunder av flinkhet, du store
alverden hvor jeg gruer."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
