Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
ANNIKKEN OG PER KRAFFT
Ebba var rasende. Dette gik over alle grænser. At gi
hende en smeldende ørefik i alle de menneskers paasyn.
Det gik aldeles rundt i hendes hjerne ved tanken paa
hvad hun skulde foreta sig i denne eksceptionelle anledning.
Et øieblik tænkte hun paa at leie dampskibet og reise hjem
igjen, hun mutters alene. Denne flotte tanke gik dog snart
over i den mindre ekstravagante, om det kanske var en pram
at faa laant. For saa vilde hun ro alene tilbake til byen, hun
vilde naturligvis faa blodblemmer i hænderne av at ro, og
maaske drukne, men det gjorde ingen ting.
Hun vilde ikke være her et sekund længere, det vilde hun
ikke. Hun syntes folk kniste og lo alle steder, og her gik
hun med den ildrøde plet paa sit kind.
Og hun skulde gjerne la sit hode kappe av sig, hvis ikke
Annikken var indtat i Per Krafft, tænkte Ebba.
Tænk den stygge trumfedeisen! Ha ha!
Naturligvis var det bare den pure misundelse at alle de
andre saaledes faldt over hende. Bare fordi hun var saa meget
mere chic end de, kunde konversere og føre sig — for ikke at
tale om den formfuldendte profil hun hadde. Hjemme i
Stockholm var der en billedhugger som vilde modellere hendes buste,
og hun maatte rigtignok spørre hvem var nogensinde blit
modellert i denne elendige by?
Denne tanke trøstet Ebba i høi grad. Ja og saa Per Kraffts
kurtise.
For enhver kunde jo se med et halvt øie hvor han
utmerket hende fremfor alle de øvrige smaastadstupper!
Tilda var jo ikke saa værst, fra begyndelsen av deres
be-kjendtskap især, men naar man kom nærmere ind paa hende,
var hun jo saa borneret — aa sa snæver — og om nogen
egentlig skjønhet var der jo ikke tale. Intet undtagen hendes
teint, som jo var ganske upaaklagelig — men det var saamen
ingenting at takke alle disse unge ubetydelige unge piker her
i byen for at de saa godt ut. De hadde jo hele friske havet
at puste ut over.
Maren Anne vilde Ebba jo ikke regne med engang sammen
med de andre. Alle kunde jo se at det var et nydelig
menneske, men uh — Ebba trak paa skuldrene, høisindede
mennesker er ikke netop altid behagelige i omgang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
