Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
150
Og nu var det ikke længe til, saa skulde hun bli voksen,
hun som de andre, og saa skulde hun ut i verden, hadde mor
sagt.
Ut mellem menneskene, som var saa leie!
Hun var indtat i Per Krafft, hadde Ebba sagt. Indtat. Hvad
var det at være indtat, tænkte Annikken.
Hun spekulerte med det brede, lyse ansigt. Ja ialfald var
det noget som ikke et menneske nogensinde skulde faa vite.
Og nu talte de kanske om hende i hele byen paa den
maaten.
Jeg holder vist ikke ut at leve, tænkte Annikken.
— Ikke et ord blev der nævnt om scenen oppe paa Movig,
efter de kom hjem. Ebba var bare liv. Vilde hjælpe tanten
i huset, lekte med lille Kristoffer, og holdt leven med guttene.
Sang i vilden sky og akkompagnerte sig selv, for øieblikket
efter at løpe gjennem alle værelserne og svinge Magna rundt
som en top.
Tilda og Annikken undgik hun, ikke netop paafaldende for
de andre, men dog saa de merket det selv. Alen Maren Anne,
gjorde hun sig til for.
„Hvor søt og original du er med det glatte haar, Maren
Anne, du ser saa betydelig ut."
En aften hændte det at Annikken hørte en mistænkelig lyd,
likesom en undertrykt hulken, borte fra Tildas seng.
Hun lyttet anspændt. Jo, Tilda graat virkelig.
Men ialverden, hvad gik der av Tilda? Det var jo et rent
særsyn at se Tilda graate. Hvad hadde hun at være lei av
sig for da? Det var jo ingen som hadde sagt noget saa
skrækkelig om hende som at hun gjorde sig til og suget ut ormebit.
Hvor sørgelig det var at høre Tilda graate.
„Er du syk, Tilda?" spurte Annikken. Et øiebliks taushet.
„Nei langtfra — hvorfor spør du om det?" kom det i en
likegyldig tone fra Tildas seng.
„Jeg synes du graater."
„Er du gal, det var da latterlig."
Det var merkelig, tænkte Annikken og la sig til at sove.
Men næste aften hørte hun akkurat det samme.
Først laa hun længe og spekulerte paa om hun skulde
snakke til Tilda iaften igjen. Men saa kom en aldeles tydelig
hulken. Annikken reiste sig op i sengen.
„Jo, Tilda, der feiler dig noget."
„Uf ja, alting er saa leit," Tilda graat nu aldeles uten sky.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
