Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Nei hun skulde vist ikke nærme sig den fete, ekle hunden.
Skulde hun virkelig være her bestandig? Bestandig —
bestandig.
Aldrig komme hjem til doktorboligen deroppe i Nordland
mere, aldrig komme til handelsmand Sahl mere, aldrig se Josefa
mere. —
Tænk om hun kom derhjem nu, saa var der ingen ting
mere, saa hørte hun ikke til der mere!
Og far laa i sjøen utenfor Knarøen, aa — aa! — Men mors
grav var deroppe, aa om hun kunde sitte ved mors grav bare
en liten stund. For fjorten dage siden hadde hun slet ikke
tænkt saa meget paa mors grav. Naar de hadde været i kirke,
far og hun og Andreas, saa gik de altid til mors grav. Men
det var bare saa sørgelig, saa det var godt at gaa igjen. Men
nu hadde hun ikke andet end den graven — — jo og saa
hadde hun Andreas, men han hadde ikke villet si farvel, ikke
tat hende i haanden engang da han reiste. Han bare løp ned
til bryggen — kanske han graat.
Tænk bare for fjorten dage siden visste jeg ikke om nogen
ting. —
Det var nogen som kikket paa døren, det var bedstefars
hvite bakkenbart i dørsprækken.
„Har du sovet godt da, Pus," sa bedstefar, „skynd dig og
staa op — ta imot —" og han kastet en appelsin bort i
sengen til hende.
Hvorledes kunde bedstefar si at hun skulde staa op. Der
var jo ganske koldt i værelset, ikke spor lagt i ovnen.
Men der kom ingen og la i ovnen heller, isch — og for
et bitte litet sæpestykke da, og vandkanden var sandelig litt itu.
Ikke saa hun sjøen fra vinduet heller, bare et træ utenfor
og en graa uthusvæg, og saa hang der nogen billeder paa
væggen i brune rammer, av to mænd som het Rye og
Schleppe-grel. Hvad var det for nogen rare folk da! Og saa hang der
en navneduk i glas og ramme over kommoden. Tænk en
navneduk!
— Det var synd at si at det var et koselig værelse — og
indenfor harket tante Nille.
Da hun kom ned i stuen, stod der en tyk dame med en
liten skjæv, tyk mund og tragtet kaffe. Bedstemor sat i sin
stol akkurat like majestætisk og skarp i øinene, og bedstefar
la bjerkeved i ovnen.
„Det er Prosgaard," sa bedstemor og præsenterte den frem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
