Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28
Aa, om hun turde fortælle Magna, hvor hun længtet — om
far og om al ting. —
„Længter du til Nordland?" sa saa Magna like saa
pludselig som hun sa det om Michal.
„Ja" — og saa med en eneste gang hikstet, graat hun over
alle grænser, vendte sig bort fra ovnslyset og laa med armene
over ryggen paa stolen.
Der laa Magna paa knæ paa gulvet foran hende og holdt
hende om livet. „Aa som du graater," sa hun stille.
„Ja du skjønner det ikke — ingen skjønner det" — hulket
Maja — „ingen — ingen — for jeg længter saa skrækkelig
— og saa er der ingen ting deroppe som jeg kan længte til
— aa — aa og her er saa stille og rart her, og bedstemor —
aa — aa."
Saa kom Magnas stemme stille og alvorlig:
„Hør nu Maja min" — aa hvor deilig det var, at hun sa
„Maja min" — „nu skal du ikke graate mere — for nu har
du jo mig." —
„J-a-h."
„Naar du begynder at tænke paa alt det sørgelige," hvisket
Alagna, „saa skal du tænke straks: Ja men saa har jeg Magna."
„J-a-h," — hikstet Maja.
„Naar du længter forfærdelig, saa maa du komme til mig,"
hvisket Magna igjen — for — for jeg vet ogsaa hvad det er
at længte." —
„Hvad længter du efter da?" hulket Alaja.
— Det blev en liten stilhet.
„Kanske — kanske jeg skal fortælle dig det en anden gang."
De blev sittende der længe, mens ovnslyset lyste og
flammet, blev rødt og flakkende og sluktes.
— Maja blev liggende længe vaaken den aften. Men hun
tænkte ikke paa Nordland og far og alt det hun pieide at ligge
og tænke paa. Hun tænkte paa Magna. For det var saa
underlig. At Magna snakket saa hyggelig til hende, og tænk
hun hadde sagt at hun likte hende. Det var endda da hun
skulde gaa og stod og tok paa sig sine kalosjer at hun sa:
„Jeg liker dig, ser du" — sa hun — og saa hadde hun kastet
med nakken mot Sussi og Dagny, og hvisket igjen — „du er
saa anderledes end dem der." —
Tænk om hun kunde gaa ned til hende imorgen — men
det gik vel ikke an — det var vist altfor fort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
