Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36
Sandelig min hat, var det noksaa kjedelig hos bedstefar og
bedstemor. Det var saa ens der. Den ene dag var akkurat
som den anden.
Aa gid — om hun hadde hat hesten oppe i Nordland og
kunde redet en tur — slik som hun pieide derhjemme. Saan
overskrævs paa hesteryggen og saa la det gaa i susende trav.
Nei den sidste gangen hun hadde redet, hvor gildt det
hadde været. Hun hadde mistet hatten, for det blaaste saa
ustyrtelig — ja det var endda den gangen hesten hoppet over
den lille grøften.
Hun maatte le bare hun tænkte paa det.
Deroppe var det aldrig nogen som var ræd for nogen ting.
For hvorledes hadde ikke bedstemor og tante Nille været
forleden dag da hun satte op husken i det gamle træet. De
hadde banket paa vinduet og skreket, og Maren kom sættende
ut — Prosgaard og bedstefar var i byen — og alt det levenet
var bare fordi hun husket litt høit. Ja det var forresten
noksaa høit. Bedstemor sa siden at hun svævde i høide med
trætoppene — gid, om hun hadde været saa høit, men det var
det slet ikke.
Saa skjendte bedstemor noksaa meget, og saa svarte hun:
„Blaas i det." —
Og tænk, det blev bedstemor styrtende fornærmet for, og
snakket ikke til hende hele dagen, men sat bare og nidstrikket
med uhyre skarpe øine.
Uf, det var saa væmmelig saa. —
Forresten hadde bedstemor faat det svært med at skrive i
det sidste. Hun hadde aldrig set at bedstemor hadde skrevet
før, men nu laa der en stor mappe med rødt trækpapir paa
det runde divanbord, og bedstemor sat i sin sofa under alle
familiepotrættene med to par briller paa sin store næse og
skrev og skrev.
Undertiden strøk hun over lange stykker av det hun hadde
skrevet, og saa skrev hun igjen.
„Vorherre maa vite hvad det er for et nyt kapitel av
Dommernes bok vi nu skal faa," sa Prosgaard.
–— Ikke derfor, bedstemor maatte gjerne sitte og
skrive for hende — hun var likesom aldrig at komme nær
bedstemor alllikevel. Bare fjern og stor — og vond.
Hun kunde jo ikke ane at det var noget om hende
bedstemor skrev naturligvis. Men tænk en dag ved kaffebordet, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
