Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
kunde komme og spise korn — hun kjendte spurvene igjen.
Især en tyk, graadig en.
Gid — den lignet handelsmand Sahl i Nordland, likesom
saa knødd og tyk uten hals.
Bare hun kunde faa dagboken sin herop, for det var saa
meget hun vilde skrive. Hun bad Prosgaard, og hun kom op
med det graa skrin med den hemmelighetsfulde dagbok indi,
og Maja skrev med blyant:
Nu ligger jeg med brukket ben i leggen paa Muggeberg.
Det er ikke det store ben, men det lille ben i leggen. Og
nogen dage gaar fort, men nogen gaar langsomt. Og jeg tænker
meget. For tænkte jeg ikke paa nogen ting. Især hjemme i
Nordland, der tænkte jeg aldrig, for der behøvde jeg det ikke,
likesom. Men nu tænker jeg paa al ting. Paa Gud, og paa
det jeg vil være snild, og paa bedstemor og al ting. For jeg
har været lei mot bedstemor ogsaa. Men naar jeg blir bra i
benet, skal jeg spise lutefisk og rede op sengen min ogsaa, det
har jeg bestemt mig til. Og spise tyk grønkaal ogsaa, om den
er aldrig saa vond. Men den er fæl. Bedstemor har været
heroppe for at se til mig, hun hadde umaadelig skindkrave paa,
endda solen skinte svært, og hun vilde ikke ta skindkraven av,
men sat og var majestætisk. Jeg sa omforladelse, og saa
sa hun:
„Ja det var jo ikke andet at vente," sa hun. Nemlig at
jeg skulde brække det lille ben i leggen. Og bedstefar har
været her med brillerne op i panden som han pleier, og med
fiken i en æske. Han har altid fiken i æsker. Og Prosgaard
har git mig en lugtendeflaske, men den lugter ikke det spor,
for den er for gammel. Netta klipper papirpukker og tegner
dem. Men naar hun sætter mund paa dem, blir de ikke pene.
Derfor vil jeg helst ha dem uten mund. Jeg skriver bakpaa
dukkerne hvad de heter, og hvor gamle de er. Og saa digter
jeg lange historier om dem. Alle papirdukkerne har det
morsomt, ingen har brukket det lille ben og ligger i en seng. Naar
jeg er træt av at ligge og ikke vet hvad jeg skal gjøre, saa
sier Blom:
„Nu maa du digte." —
Og saa digter jeg om alle papirdukkerne.
Men Sussi og Dagny kan ikke forstaa at jeg synes det er
morsomt at digte om dukkerne. For de digter aldrig. Nei,
nu er handelsmand Sahl ute paa vindusbrettet, derfor vil jeg
helst se paa ham og ikke skrive mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
