Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
„Nei langtifra," sa Marena forbauset, „det behøver jeg
aldeles ikke, jeg vil ikke faa et ord frem av generthet hvis han
talte til mig uten i timerne."
„Aa gid," sa Else — „aa saa interessant dette er, men
synes du han er pen ogsaa, Marena?"
„Den ydre skjønhet er ingenting, det er altsaa sjælen jeg
elsker."
Tænk, at den stille Marena kunde si saadanne deilige ord.
Nei, nu følte Else at hun likte Marena bedst av alle sine
veninder. Alle de tanker hun hadde, — vist forferdelig dype
tanker. Marena var nok umaadelig begavet.
Fra den aften var Else og Marena aldeles uadskillelige. De
vilde ikke spasere sammen med de andre, men vilde gaa alene,
helst paa skogstier hvor de ingen møtte.
Det var om sjælenes sympati de mest talte, og om hvor
underlig alting var, og om dype følelser, som var saa sterke
at — ja de kunde vist dræpe folk.
Og lille Else syntes ofte det var saan skam at hun ikke
hadde følt noget av alt dette som Marena var saa vel inde i.
Og hun gravet ned i sit lille sind, om hun da virkelig
aldrig hadde følt eller oplevet noget saadant dypt noget.
Nei, hun kunde ikke finde nogetsomhelst, men det syntes
hun var saa flaut for Marena, saa hun lot som hun kjendte
til det altsammen, hun ogsaa.
De skrev breve til hinanden i timerne, smaa sammentullede
sedler, og i kapellanens timer sat de ved siden av hinanden,
og naar han hadde sagt noget rigtig vakkert, kastet de et
forstaaende blik paa hinanden. Siden skrev de det op, hvis de
husket det.
Saadan sværmet Else i fjorten dage. Men saa blev det
likesom saa ensformig. Igrunden — tænkte Else — saa huf —
Nei, saa kom det stunder hvor lille Else ikke orket at
snakke om længsel mere. Og Anne Katrine var sandelig blit
saa hyggelig i det sidste — hun var saa flink i botanik, Anne
Katrine — og det var igrunden meget snodigere at botanisere
med Anne Katrine end at gaa der og snakke om den dræpende
kapellanen.
For han var dræpende, Else kunde med sin bedste vilje
ikke finde andet.
Men Marena kastet ofte nogen bebreidende øine paa lille
Else Beck under sine tunge øienlok.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
