Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
109
med paa spaserturer for at tale nærmere med hende i enrum.
Men Anne Katrine gik der rank og vakker og svarte ja og nei
meget høflig, sjelden noget mere.
„Hjertebladene vil ikke aapne sig hos det barn," sa frøken
Lybæk og rystet paa hodet.
Hver eneste uke paa en bestemt dag fik hun brev fra sin
far. Store forretningskonvolutter, med hans firma trykt udenpaa,
og en stor, klodset utenpaaskrift; men hun nævnte aldrig sit
hjem eller fortalte smaanyheter hjemmefra, som alle de andre
gjorde. Elses brødre f. eks. kjendte hele pensionen. Alf og
Ditlef og Magnus blev talt om som deres nærmeste bekjendte,
endda de jo aldrig hadde set dem for sine øine.
Kristiane og Hervor hadde en bror i Amerika, og denne
amerikanske bror var stadig paa tapetet. For ikke at tale om
Marena og Dina, med sin morbrorbisp. Alt det som denne
morbror skulde hjælpe dem til, grænset til det utrolige.
Og Jutta hadde en gammel rik bedstemor, som det var
hende paalagt at skrive til meget ofte. Jutta var imidlertid
aldeles ingen brevskriver, og de hyppige breve plaget hende i
høi grad. Saa foreslog Else hende en dag at skrive for hende,
hvilket Jutta mottok med stor glæde. Siden skiftet de alle
med at skrive til Juttas bedstemor: „Min kjære bedstemor"
og „Din hengivne sønnedatter Jutta", blev meget flot skrevet
hver eneste uke av hele pensionen efter tur.
„Haandskriften gjør ingenting, for hun ser ikke," sa Jutta.
Efter denne tid var det meget sjelden at bedstemoren fik
brev fra den virkelige Jutta.
Men den slags hadde Anne Katrine aldrig noget med. Hun
skrev regelmæssig til faren, men dermed var det ogsaa
punktum, utenfor den ting visste de andre absolut intet.
En dag fik Anne Katrine brev fra sin far. Da hun hadde
læst det, blev hun aldeles mørkerød like op i haaret. Hun
sat en stund stille, saa sa hun med tykt mæle,^likesom det
voldte hende anstrengelse:
„Frøken Lybæk — min lar skriver at han vil komme her
ut for at se til mig — han ber mig spørre Dem om De har
noget imot det."
„Nei aldeles ikke, kjære Anne Katrine," sa frøken"Lybæk
venlig, „det skal virkelig være mig en glæde at gjøre din fars
bekjendtskap.
Skriv at han er hjertelig velkommen og maa ta tiltakke hos
os saalænge han vil."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
