Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118
bunden med smaa Schweizerlandskaper med et spidst fjeld og
en hytte i en sterkt grøn dal. Gulvet var skinnende hvitt, og
trækket paa møblene av graarutet verken. Og der var en
indestængt, hyggelig lugt av sol og renskurte gulver.
Deroppe sat Laurits og Olava paa hæderspladsen under det
runde speil med mahogniramme.
Laurits var vandkjæmmet og sortklædd. Det merkelige var,
at han lignet meget mere en overlegen minister naar han gik
i stalden og stelte med den gule hesten, end naar han sat i
den store sal paa Demmen og var brudgom. Olava var
karmoisinrød av stundens høitidelighet og spænding, og fordi hendes kjole
var for trang. Det saa ut som hendes fyldige figur vilde spræge
kjolen, saa der hvert øieblik kunde ske en voldsom eksplosion.
Gamle Marcussen var i uhyre flipper og fru Marcussen og
Amalie Ladgaard i sorte silkekjoler; det gamle arveporselæn
var fremme, og alting var saa fint at der til at begynde med
ikke blev sagt et eneste ord av nogen.
Tvillingene hadde hvite kjoler, men de hadde begge været
ute om morgenen i regnvejret, saa de hadde en bred vaat kant
nedenom kjolen. Derfor var de beordret til at holde sig borte
i en krok, hvad de imidlertid aldeles ikke holdt sig efterrettelig,
men plantet sig begge to like foran brudeparret.
Efter at de hadde været i kirke, begyndte høitideligheten
med megen kaffedrik. Men efter kaffen kom vinen og talerne.
Først kom gamle Marcussen. Han begyndte med Adam og
Eva og tullet meget om dette par i paradisets have. Det var
likesom han aldeles ikke kunde komme sig væk fra Adam og
Eva. Frøken Lybæk tænkte et øieblik paa at ta ordet og hjælpe
ham ut av paradiset, men pludselig gjorde gamle Marcussen
av sig selv et vældig hop like ind i nutiden til Laurits og
Olava:
„Det er bra naar bra folk finder hinanden," sa gamle
Marcussen, „og Laurits er bra og Olava er bra — skaal!"
„Fatter er saamen flink til at tale," nikket gamle fru
Marcussen, „han glemte bare det: Guds velsignelse paa veien — og
det sier jeg."
Saa holdt frøken Lybæk en tale om kjærlighet og trofasthet.
Olava var rørt og snufset og graat, men Laurits var saa
for-nøiet over al stasen at han lo.
Den ene av tvillingene stod og betragtet ham meget nøie:
„Hvor styg du er naar du ler da, Laurits," sa hun
pludselig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
