Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
157
— Else hadde blit hørt i engelsk og hadde slet ikke været
værst. Jutta hadde rigtignok tullet sig bort i historien, men
frøken Strøm hadde forstaat at dække over det, saa det blev
ikke saa rent galt endda, som det hørtes i begyndelsen. Saa
frøken Strøm var sandelig snild ogsaa, smaapikerne var glade
de hadde pyntet hendes stol med blaaklokker allikevel.
Da Else trodde alt var vel over og sat der tryg og smilende,
opfordret frøken Lybæk hende pludselig til at deklamere et digt
av Ibsen. Det faldt ned som en bombe over Elses ulykkelige
hode. Hun stirret stivt paa kortet over Sydamerika, turde ikke
rikke sine øine derfra før hun var færdig, og satte sig ned
blodrød og aldeles sønderknust:
„Var det rædsomt?" hvisket hun til Anne Katrine.
„Godt gjort, min lille pike," sa provsten og nikket.
„Provsten er altsaa simpelthen nydelig," tænkte Else.
Men nu begyndte frøken Lybæk at tale, der hun sat paa
sin blomstertrone, med de lysende, spillende øine seende ut
over dem allesammen.
„Naar I unge tænker fremover," begyndte frøken Lybæk,
„saa synes I vistnok alle at I har en uendelighet av tid foran
eder. Undertiden, hvis den tanke overhodet falder dig ind,
føler du det maaske som der maa gjøres en undtagelse netop
med dig, som du skal leve og altid være ung, som døden ikke
kan komme til dig. Som du absolut maa være noget for dig
selv, og ikke livets love underkastet. Og I tænker: Hvorfor
skal vi være saa gjerrige paa tiden, vi har jo en evighet foran
os her paa jorden?
Slik tænker I unge, bevisst eller ubevisst.
Men der gaar nogen aar, nogen ganske faa aar — i
begyndelsen er et aar som en liten uendelighet at tænke
fremover — saa begynder aarene at løpe saa smaat, saa løper de
fortere, saa iler de, saa stormløper de —
Og I staar der og tænker: Men det skulde jeg jo lært, og
det skulde jeg jo gjort — aa, at jeg ikke benyttet anledningen
den gang til at lære, at jeg ikke var flittig, at jeg ikke
benyttet tiden —
Og inden I vet ordet av det, er I ikke længer unge. Der
er kommet nye unge op, som stormer avsted som I gjorde.
Og I blir gjerrige paa aarene, I holder krampagtig paa dem,
I føler ikke længer som der skal gjøres en undtagelse med
eder, som om I ikke er livets love underlagt. Og I føres med
rivende fart det store ubekjendte nærmere. Hvad er der saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
