Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Abeokuta - Aber - Aber (t. men) - Aber- - Aberavon - Aberayron - Abercromby, Sir Ralph - Aberdare - Aberdeen, George Hamilton Gordon - Ordbøgerne: A - absonderlich ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Abeokuta (d. e. «under stenen»), by ved elven Ogun,
i britisk Lagos (Øvreguinea), Egba-negernes hovedstad,
1893 aabnet for den europæiske handel. Egbaerne, en
stamme af jorubaerne, flygtede, da Joruba-riget opløstes
(1825) og søgte først skjul i et hulerigt fjeldparti, senere
samlede de sig til en ny stat.
Aber (simiæ, pitheci) danner sammen med mennesket
pattedyrenes øverste orden, primates, og er af alle dyr,
de, der, aandelig som legemlig, staar mennesket
nærmest. Hovedets form er rund og desto mere
menneskelignende, jo yngre dyret er. Kjæverne er høie og korte,
men forlænges med alderen, saa at ansigtsvinkelen bliver
mindre og fysiognomiet mere dyrisk. Næsen er kun
sjelden synderlig fremtrædende (næseaben).
Tandforholdene ligner især hos østaberne nøie menneskets, men
hjørnetænderne bliver hos de ældre a. store og
fremspringende. Øinene er fremadrettede og tætstillede.
Ørelappens form er meget vekslende. Mest karakteristisk
er hænderne og fødderne; naar a. tidligere kaldtes
«firehændede» (quadrumana), er dette urigtigt, da egte
hænder kun findes paa forlemmerne, medens
baglemmerne har gribefødder. Hos nogle a. mangler dog
tommelen eller er rudimentær. Forlemmerne er ofte
længere end baglemmerne, hvis svage bækken og
muskulatur gjør a. uskikkede til længere tids opreist gang
undtagen ved hjælp af en stok eller gren. De
høieststaaende a.s, «skogmændenes», gang paa jorden er usikker,
fordi de træder paa føddernes ydre kant. Klatring i
trær og paa klipper er a.s naturligste bevægelsesmaade,
hvortil de er bedre tilpasset end nogen anden
dyregruppe. Hos vestaberne er halen en lang gribe- eller
snohale, hvormed de tager fat som med en haand. Hos
den gamle verdens a. er halen af mindre betydning,
undertiden (hos skogmændene) rudimentær. I modsætning
til hos mennesket er haarbeklædningen tæt og
veludviklet over hele legemet med undtagelse af større eller
mindre partier af ansigtet, hændernes indvendige flader
og (ofte) sædepartiet. Paa issen og ved kinderne er
haaret ofte ordnet som en naturlig frisure. Medens a.s
ydre viser ret iøinefaldende ulighed med mennesket, er
deres indre bygning, især de høiere a.s, meget nær
beslegtet med menneskets. Hjernekassen faar med alderen
fremspringende muskelkamme, men er hos yngre
individer meget lig menneskets. Selve hjernen har vel
færre vindinger og forholdsvis ringere vegt end
menneskets, men nærmer sig dog sterkt til denne hos
skogmændene, medens den hos disse er langt mere udviklet
end hos de laverestaaende a. Hjerneforskjellen mellem
mennesket og de høiere a. er saaledes mindre end mellem
disse og de laveste a. Saavel sanserne (særlig føle- og
lugtesansen) som aandsevnerne er gjennemgaaende høit
udviklet. Almindelig bekjendt er a.s store
efterlignelsestalent, deres hukommelse og listighed og deres evne
til at benytte sig af indvundne erfaringer. Ligeledes
bekjendte er følgende træk af deres følelsesliv: stor
moderkjærlighed og overgiven munterhed, som dog paa
grund af a.s letbevægelige natur hurtig slaar over i
tirrelyst, mistro og hevngjerrighed. De er sky og
forsigtige og undgaar helst fare ved flugt; men i nødsfald
gaar de angrebsvis frem og kan da udvise stort mod,
saa at selv større rovdyr gaar af veien for de store a.
Deres lydforraad er forholdsvis rigt, og det er ved nyere
undersøgelser godtgjort, at a. har et «sprog», hvorved
de meddeler sig til hverandre. Hos nogle a. (gibbonerne)
kan stemmen gjennemløbe et helt toneregister, hos andre
(brølaberne) forsterkes den ved strubeposer, saa at den
kan høres paa meget betydelige afstande. Nogle a. (især
skogmændene) lever enlig eller parvis med sit afkom
(en el. to unger ad gangen), andre slaar sig sammen i
større flokke, bestaaende af flere familier, som enten
er mono- el. polygame, og som anføres af den ældste,
kraftigste og mest erfarne han, hvis advarselsraab eller
kampsignaler blindt adlydes af hele flokken. Egentlige
boliger bygger a. ikke, men skogmændene danner sig
dog ofte et midlertidigt leie af grene, som de fletter
sammen. De lever mest af frugter og saftige plantedele,
undertiden tillige af insekter, eg, fugleunger og smaa
pattedyr. I dyrkede egne kan de gjøre stor skade i
plantagerne, mindre ved det, de æder, end ved det, de
brækker af og kaster bort. Deres egentlige hjem er
troperne, men udenfor dem kan de findes, saa langt
palmernes belte rækker; dog mangler de paa
Sydhavsøerne, Ny-Holland, Madagaskar og (oprindelig) i Vestindien.
I Europa findes de i den nuværende jordperiode kun
paa Gibraltarklippen (inuus ecaudatus), men fossile a.
fra tertiærperioden er fundet overalt i Syd- og
Mellemeuropa saa langt mod nord som i England. Af særlig
interesse for spørsmaalet om menneskets og a.s indbyrdes
slegtskab er lægen Dubois’ fund 1894 paa Java af nogle
skeletdele (pithecanthropus erectus), hvori nogle forskere
ser et mellemled mellem menneske og a. (se Antropologi).
De nu levende a. udgjør ca. 230 arter,
forenet i 25 slegter, der grupperes i 3 familier:
1. Smalnæsede a. (catarhini) eller østaberne, som lever i
den gamle verden, og af hvilke skogmændene
(chimpansen, gorillaen, urangutangen og gibbonerne),
marekattene og bavianerne er de mest bekjendte former.
2. Brednæsede a. (platyrhini) eller vestaberne
i Sydamerika.
3. Kloaberne eller ekornaberne
(hapalini, arctopitheci) i Syd- og Mellemamerika. Om
de enkelte familier, slegter og arter se de specielle art.
Halvaberne (s. d.) regnes nu for en egen pattedyrorden.
(Se planchen Aber.)
Aber (t.), men; et A. dabei, d. e. en hage derved.
Aber-, bestanddel af talrige britiske stedsnavne, gælisk
og kymrisk ord, som betyder munding.
Aberavon [æbərévən], havneby i Glamorganshire,
Wales, paa nordkysten af Bristolkanalen, nær mundingen
af Avon, 17 km. øst for Swansea. 7 500 indb. Havnen
er Port Talbot, med stor dok.
Aberayron (Port Talbot), liden havneby i Wales,
Cardigan, ved Cardiganbugten.
Abercromby [æbəkrómbi], Sir Ralph (1734—1801),
eng. feltherre, tilhørende en gammel skotsk slegt,
deltog i krigene mod Frankrig i slutningen af 18 aarh. og
anførte den engelske hær, der skulde jage franskmændene
ud af Ægypten. Blev dødelig saaret i slaget ved
Abukir og døde en uge senere.
Aberdare [æbədæə], by i Glamorganshire (Wales), 5
km. s.v. f. Merthyr Tydfil, 43 000 indb. Kul- og jerngruber.
Aberdeen [æbədín], George Hamilton Gordon,
jarl af (1784—1860), engelsk statsmand, f. i Edinburgh,
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
