Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alba, Ferdinand Alvarez - Alba - Alba (A. Pompeja) - Albacete - Alba de Tormes - Alba Longa - Alban d. hellige - Albanerbjergene, Albanersjøen, se Albano - Albanesere - Albanesisk sprog og litteratur - Albani - Albani, Emma - Albani, Francesco - Albani, Mathias (fader og søn) - Albanien - Albano Laziale - Albano-Sten - Albans, St., se Saint Albans - Ordbøgerne: A - agréable ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Traadte tidlig ind i krigstjenesten og udmerkede sig 1547
i slaget ved Mühlberg. 1552 kjæmpede han mod franskmændene
og ydmjygede 1556—57 pave Paul IV, der havde sluttet
sig til Frankrige. 1567—73 var han statholder i
Nederlandene, hvor hans grusomme fremfærd imidlertid kun
bevirkede, at oprøret bredte sig langt sterkere end før,
hvorfor han blev kaldt tilbage. 1580 erobrede han
Portugal, men faldt senere i unaade hos Filip II.
Alba (lat.), presternes lange hvide messeserk.
Alba (A. Pompeja), by i Italien, prov. Cuneo, ved
Tanaroelven, 28 km. ovenf. Asti. 9 000 indb. Silkeavl,
kvæghandel.
Albacete, Spanien, prov. Murcia, 14 863 km.2 med
238 000 indb. Hovedstaden A., 700 m. o. h., 21500
indb. ; bekjendt for sine fortrinlige knive.
Safran-dyrkning.
Alba de Tormes, Spanien, by i provinsen Salamanca,
ved Tormes, 22 km. s.ø. for Salamanca. 3 000 indb.;
Hertugen af Albas stamslot.
Alba Longa, by i Latium mellem Monte Cavo og
Albanersjøen ; oprindelig den vigtigste latinske by, Roms
moderstad; ødelagt af romerne under Tullus Hostilius.
Alban d. hellige, Britanniens første martyr, henrettet
under Diokletian 303. Knud d. hellige førte hans hoved
til Odense og byggede her til hans ære Albani kirke.
I Norge var Selje kloster indviet til A. og paastod at
have hans hoved. I England stredes munkene i
St. Albans og Ely om, hvem der havde A.s levninger.
A.s historie er i det hele temmelig gaadefuld.
Albanerbjergene, Albanersjøen, se Albano.
Albanesere (albanere, i deres eget sprog skipetarer,
tyrkisk arnauter, efter den græske navneform arvaniter,
arbaniter), bebor Albanien mod nord til vandskillet mod
Donautilløbene, hvor de er blandet med serbere, og mod
syd til Janina, idet dette omraade dog ogsaa indeslutter
byer med helt græsk befolkning. A. betragtes som
efterkommere af oldtidens illyrer. De falder i to store
grupper, gegerne i Nord- og toskerne i Sydalbanien,
mellem hvilke elven Skumbi danner grænsen. De er dels
muhammedanere, dels kristne, romersk-katoliker i nord
og græsk-ortodokse i syd, en splittelse, som svækker
folkets nationale bestræbelser. Albanesernes tal regnes
til 1 200 000. De er sjelden vakre mennesker, tapre
krigere, men stammefeider og røveruvæsen har paavirket
folkekarakteren uheldig.
Albanesisk sprog og litteratur. Det albanesiske
sprog tales (af omtr. 1 1/2 mill, mennesker) foruden i
Albanien ogsaa forskjellige steder i Grækenland, navnlig
paa Morea, og desuden paa enkelte steder i Syditalien
og paa Sicilien, hvor det er indført i middelalderen ved
udvandring fra Albanien under tyrkernes fremtrængen.
Det udgjør en selvstændig, meget eiendommelig gren af
den indoeuropæiske sprogæt og er sandsynligvis en
fortsættelse af de gamle illyrers sprog. Det har i tidens
løb modtaget sterke paavirkninger fra nabosprogene,
saa at ordforraadet bærer et meget broget præg med
utallige latinske, romanske, slaviske, tyrkiske og græske
ord, for hvilke de nedarvede indoeuropæiske ord træder
næsten fuldstændig i skyggen. Der er temmelig stor
forskjel paa de nordlige (gegiske) og de Sydlige (toskiske)
dialekter. Paa toskisk er infinitiven gaaet tabt ved græsk
paavirkning. Fælles for alle dialekter er den efterhængte
bestemte artikel. Det meste af, hvad der findes trykt
paa albanesisk, bortseet fra optegnelser af folkeviser og
eventyr, er oversættelser af religiøse skrifter og af
bibelen, det meste fra tiden efter 1800. Først i den nyeste
tid er der tilløb til udvikling af en nationallitteratur,
men et fælles skriftsprog er endnu ikke uddannet.
Skrifter af belærende indhold udgjør hovedmassen af,
hvad der udkommer. Der findes ikke faa tidsskrifter
og aviser, for en stor del trykt udenfor Albanien.
Af egentl. digtere findes meget faa. Mest bekjendt er
vel Næim be Frašεri (1846—1900).
Albani (ital.), oprindelig fra Albanien stammende
adelsslegt, til hvilken bl. a. hørte pave Clemens XI
(1640—1721) foruden flere kardinaler. Til denne slegt
hørte ogsaa Giovanni Francesço A. (1720—1809).
Da han under revolutionen sluttede sig til Østerrige, blev
han fordrevet, da de franske besatte Rom. Slegten
uddøde i midten af det 19 aarh.
Albani, Emma (eg. Lajeunesse), f.l850 i Kanada, berømt
sangerinde, antog navnet efter byen Albany, hvor
forældrene, fransk fader og skotsk moder, boede. Hun er
gift med direktøren for Covent-Garden i London Ernest
Gye og er sterkt knyttet til musiklivet der. Sang under
stor begeistring i Kristiania 1888.
Albani, Francesco (1578—1660), ital. maler, f. i
Bologna. Hans utallige allegoriske billeder tilhører trods
ynde og elskværdighed den italienske kunsts forfaldstid.
Albani, Mathias, fader og søn, fra første halvdel
af det 17 til første halvdel af det 18 aarh., fortrinlige
violinbyggere fra Tyrol. Sønnen virkede ogsaa i
Cremona og Rom. Deres «Albanesere» stilles undertiden
ved siden af «Amatierne».
Albanien (alban. Skiperi, tyrk. Arnaut), Tyrkiet,
landskab, som strækker sig fra det Adriatiske og det
Joniske hav indover fjeldene til disses høideryg, til
Makedonien og Thessalien. Kysten har ingen gode
havne, den opviser talrige strandsjøer, er dels usund,
dels tørt græsland, kun sjelden kulturland (akre,
olivenlunde). Det indre er et vildt, utilgjængeligt bjergland.
Hovedelven er Drin, hvis ene kildeelv. Sorte Drin.
kommer fra Ochrida-sjøen. 30 000 km.2, 1 mill. indb.
(albanesere). Landskabet A. falder tildels sammen med
oldtidens Illyrien og Epirus; i den tyrk. rigsinddeling;
dækker det tildels vilajeterne Janina, Skutari, Kossovo
og Monastir. I det 2 aarh. e. Kr. romersk provins
oversvømmedes A. i middelalderen af folkevandringerne
(slaver). 1478 tyrk. provins efter at have verget sig
heltemodig under Skanderbeg. 1807—22 halvt uafhængigt
under Ali pasha. Byer : Prizren, Skutari, Durazzo,
Elbasan, Avlona, Janina, Preveza.
Albano Laziale, Italien, by i provinsen Rom, paa
den vestre skraaning af Albanerbjergene ved
Albanersjøen, 25 km. s.ø. f. Rom. 8000 indb. Et yndet
sommeropholdssted for Roms indb. Vinavl (Albaner-vinen var
allerede berømt i oldtiden).
Albano-Sten kaldes en graa eller grøngraa tufbergart,
der forekommer i Albanerfjeldene i Italien. Romerne
anvendte en varietet af denne bergart, den saakaldte
peperino, som byggesten i flere pragtbygninger.
Albans, St., se Saint Albans.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
