Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alexander den store - Alexander Severus - Alexander (Keisere af Rusland) - Alexander af Battenberg - Ordbøgerne: A - alabast ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aabnedes for græsk videnskabelighed. Handel og industri
tog et mægtigt opsving paa grund af det lette ombytte
af varer, som den nye forbindelse mellem landene
medførte; nye færdselsveie aabnedes. og flere af Alexander
med genialt blik grundede byer blev nye knudepunkter
i verdensomsætningen, saaledes Alexandria, Herat og
Kandahar.
Alexander Severus, romersk keiser 222—35, var som
barn blevet adopteret af sin fætter, keiser Heliogabalus
og blev efter dennes drab keiser. Han lededes først af
sin bedstemoder Julia Mæsa, senere af sin kloge moder
Julia Mamæa. A. var en fint dannet og ædel mand;
han viste sig tolerant mod de kristne. Han forberedte
skillet mellem den militære og civile administration;
han støttede sig til senatet, men kunde ikke holde styr
paa soldaterne, der dræbte hans raadgiver, den store
retslærde Ulpian. Da han viste sig som uheldig
feltherre først mod perserne, derefter mod germanerne,
blev han med sin moder dræbt af soldaterne i Mainz.
Alexander. Keisere af Rusland.
A. I Pavlovitj (1777—1825), søn af Paul I og
Marie af Würtemberg, havde til lærer schweizeren Laharpe.
Efter faderens mord 1801, til hvilket hans stilling var
noget tvetydig, besteg han tronen og trak sig straks ud af
det mellem de nordiske magter sluttede neutralitetsforbund.
A. var paa denne tid sterkt besjælet af de moderne idéer,
og man imødesaa over hele Rusland en almindelig reformernes
tidsalder, da han i 1805 blev trukket ind i koalitionen
mod Napoleon. Hermed fik hans heldig indledede
reformarbeide sin afslutning, og i 10 aar er han sammen
med det øvrige Europa optaget med Napoleon. Austerlitz,
Eglau, Friedland, Tilsit og Erfurt er de større navne i
kampens første afsnit for A.s vedkommende og forbereder
den store nationalkrig i 1812, som betegnes ved Napoleons
tog til Rusland. Napoleons nederlag 1812 gav alle hans
fiender mod, og A. blev fra nu af en af de vigtigste
ledere i det forbund, som knuste Napoleon ved Waterloo
og gjenoprettede Europas fred. Medens krigen 1812 for
det russiske folk blev gjennemgangsleddet til en
liberalisme, som allerede begyndte at gjøre sig sterkt
gjældende i A.s egen tid, blev A. selv mere og mere reaktionær
med aarene, efterat han var kommet under indflydelse
af madame Krüdener, sammen med hvem han betegnes
som ophavsmanden til «den hellige alliance». Dette
stigende modsætningsforhold mellem A. og de liberale
kræfter i det russiske folk ledede i hans sidste leveaar
til en vidt forgrenet sammensvergelse («decembristerne»),
fra hvis anslag han alene blev befriet ved betimelig død. —
A. II Nikolajevitj (1818—81) fulgte sin fader Nikolai I
paa tronen 1855 og sluttede 1856 Krimkrigen ved freden i
Paris. Den sterke reformbevægelse paa alle omraader, som
gjorde sig gjældende umiddelbart efter Krimkrigen, og som
A. selv følte sig personlig tiltalt af, ledede til, at der i
slutten af 1850-aarene og begyndelsen af 1860-aarene blev
foretaget en række gjennemgribende forandringer paa det
sociale, retslige og kommunale omraade, hvoraf den
uden sammenligning vigtigste er livegenskabets ophævelse
1861 og semstvo-institutionen 1864. Modsætningen mellem
de reaktionære kræfter, som fandt disse reformer altfor
vidtgaaende, og de liberale og radikale kræfter, som ikke
fandt dem vidtgaaende nok, bevirkede, at reformerne i
flere henseender ikke alene forfeilede sin hensigt, men
endog kom til at virke mod sin idé. Dette forhold kom
især tilsyne i løbet af 1870-aarene. For udenrigspolitikens
vedkommende maa i første række nævnes oprøret i
Polen 1863, som blev bestemmende for Ruslands passive
holdning saavel under den dansk-tyske krig 1864 som
under den fransk-tyske krig 1870 til erkjendtlighed for
den neutrale stilling, Preussen havde indtaget 1863, og
i 1872 førte til dannelsen af Trekeiser-forbundet med
Tyskland og Østerrige-Ungarn. A. stod paa denne tid
nærmest som reaktionens repræsentant, men det lykkedes
alligevel at holde de radikale kræfter («nihilisterne»)
nede, indtil krigen med Tyrkiet 1877—78 for en
tid bortledede opmerksomheden fra de indre forhold.
Efter krigen tog den nihilistiske bevægelse ny fart, og
efter en række attentatforsøg blev A, dræbt ved et
bombeattentat i St. Petersburg 13 mars 1881. Nogle
timer i forveien havde han undertegnet en ukas, som gik
ud paa, at der skulde nedsættes en række konsultative
kommissioner til drøftelse af landets stilling. —
A. III Alexandrovitj (1845—94), næstældste søn af
foregaaende, egtede aaret efter sin ældste broder, storfyrst
Nikolaus’ død i 1865 dennes forlovede Maria Feodorovna
(prinsesse Dagmar af Danmark, datter af Kristian IX).
Som storfyrste uden udsigt til at blive tronfølger havde
A. hidtil staaet helt udenfor politiken, og dette forhold
i forbindelse med de reaktionære teorier, som han nu
blev bibragt af sin lærer Pobjedonoszjev, fik bestemmende
indflydelse paa ham. Som tronfølger undlod A. ikke ved
flere leiligheder at lægge for dagen, hvor lidet han
sympatiserede saavel med sin faders indenrigs- som med
hans udenrigspolitik, og ved sin regjeringstiltrædelse
(1881) erklærede han efter at have ladet sin faders mordere
henrette, at han agtede at opretholde det tidligere
selvherskerprincip. Denne politik gjennemførte han
konsekvent i de følgende 13 aar gjennem en række
foranstaltninger, som tog sigte paa at realisere hans politiske
ideal: én nationalitet, ét sprog, én religion og én
statsform. Hans russificeringsforsøg i Østersjøprovinserne.
Polen og Finland, jødeforfølgelserne og hans indskrænkning
af semstvo-institutionens myndighed kan her nævnes
som eksempler. Paa udenrigspolitikens omraade var
han afgjort fredeligsindet, uden dog at bryde sig om.
hvorvidt hans politik til fremme af Ruslands tarv mødte
mishag eller ikke hos andre. Dette forhold førte i
slutten af hans regjering til et skarpt modsætningsforhold
til Tyskland og en tilnærmelse til Frankrige, medens
han i Asien fortsatte Ruslands traditionelle
udvidelsespolitik uden dog at komme i konflikt med England.
Ved sin død i novbr. 1894 blev A. efterfulgt af sin
ældste søn, Nikolaus II.
Alexander af Battenberg (1857—93), fyrste af
Bulgarien. Som brodersøn af Alexander II’s gemalinde
fulgte A. 1877 78 sin onkel i den russisk-tyrkiske krig.
Da Bulgarien ved Berlinerfreden blev ophøiet til et
særeget fyrstendømme under tyrkisk overhøihed, blev A.
i 1879 paa tsarens anbefaling enstemmig valgt til fyrste
af den bulgarske sobranje. Hermed begyndte en
regjeringstid fuld af de største vanskeligheder, da
A. paa den ene side var trykket af de forskjellige
repræsentanter for det officielle Rusland, som vilde gjøre ham
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
