Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Augustenborg, Huset - Augustfehn - Augustine (Florida), se Saint Augustine - Augustinere - Augustinus, Aurelius - Ordbøgerne: B - basoche ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra 1805 var han præsident i direktionen for
universitetet og de lærde skoler. Men da han stod
i spændt forhold til sin svoger Fredrik VI, trak han
sig 1810 tilbage til sine godser. Samme aar var han
paa tale som kandidat til værdigheden som svensk
kronprins.
Af hans 3 børn blev 2. Karoline Amalie (s. d.) 1815
den senere Kristian VIII’s anden gemalinde.
Den ældste søn 3. Christian Frederik (1798—1869)
egtede komtesse Louise Sofie Danneskjold. Han
nærede til at begynde med vistnok gjennemgaaende
danske sympatier, styrket dels af moderen og dels af
hustruen. Men paa den anden side blev han efterhaanden
mere enig med slesvigholstenerne, der hævdede de
to hertugdømmers uopløselige forening. Han optraadte
som prætendent til den nye stat Slesvig-Holsten, naar
den regjerende kongelige linje uddøde paa mandssiden,
og sluttede sig 1848 til oprøret. 1851 blev han og hans
familie forvist fra Danmark og fik senere udbetalt 6
mill. kr. af den danske stat som erstatning for hans
beslaglagte godser. Til gjengjæld maatte han love for
sig og slegt at respektere den ved Londonerprotokollen
fastsatte arvegang.
4. Frederik, prins af Nör, broder til 3. (1800—65),
deltog fra begyndelsen af ivrig og maaske endnu mere
hadefuldt i den dansk-fiendtlige agitation. Han
traadte 1848 ind i den i Kiel dannede provisoriske
regjering, ledede overrumplingen af Rendsburg og var
oprørernes nominelle anfører i slaget ved Bov.
5. Hertug Frederik, søn af 3. (1829—80), var major i
den preussiske garde, da Fredrik VII døde. Dagen
efter, 10/11 1863, lod han forbundsdagen i Frankfurt
vide, at han, stik imod afkaldsløftet, vilde tiltræde
regjeringen i hertugdømmerne som hertug Frederik VIII.
Han indfandt sig da ogsaa i Kiel og lod sig hylde af
sine tilhængere under meget teatralske ceremonier.
Alligevel gled han snart ud af sagaen. Hans forbitrelse
vendte sig nu mod Preussen. Men efter hans død egtede
den nuværende keiser Wilhelm II hans datter Auguste
Victoria.
6. Christian August, yngre broder til 1. (1768—1810),
var først dansk officer og derefter i østerrigsk
krigstjeneste. 1801 hjemkaldtes han og blev 1803
kommanderende general i det søndenfjeldske Norge.
1807 blev han præsident i den norske regjeringskommission
og slog den i Norge indtrængende svenske hær,
hvorved han forøgede den popularitet, han i forveien
nød paa grund af sit ligefremme og utvungne væsen.
Han var ivrig for en forening af de tre nordiske riger
under Fredrik VI, men da denne ikke vilde gaa med
herpaa, bl. a. vistnok fordi han ikke kunde finde sig i
de svenske konstitutionelle krav, begyndte Chr. A. nye
underhandlinger, der mere og mere førte ham ind paa
tanken om en forening mellem Sverige og Norge med
ham som vordende konge. Som en følge heraf maa
ogsaa hans merkelige optræden under Adlersparres (s. d.)
tog mod Stockholm betragtes. 1809 kaldtes han til svensk
tronfølger og antog ved sin ankomst til Sverige 1810
navnet Carl August og adopteredes af Karl XIII.
28/5 s. a. døde han pludselig af slag under en manøvre
i Skåne. Hans jordefærd i Stockholm gav anledning til
skandaløse optrin (se Fersen).
Augustfehn, t. landsby i Oldenburg med havn ved
Apertief, 1136 indb., postkontor, telegrafstation.
Jernbaneforbindelse med Bremen. Betydelige jernverker
og støbestaalverker.
Augustine [å’gəstin] (Florida), se Saint Augustine.
Augustinere, munkeorden, som følger den saakaldte
regula Augustini, Augustins regel. Augustin har ikke givet
nogen egentlig munkeregel, men har derimod i et brev
til nonnerne i Hippo og leilighedsvis i sine prædikener
givet raad med hensyn til klosterlivet. Paa grundlag
heraf fremkom senere forskjellige ordensregler, som
opkaldtes efter ham. Særlig den udførligste af disse gik
almindelig under navnet A.s regel. 1216 antog Domingo
den for sin orden. Ogsaa andre kirkesamfund, de
saakaldte Augustiner-eremiter, blandt hvilke særlig kan
nævnes Johannboniterne, Brictinerne og Wilhelmiterne,
fulgte regler, som udlededes fra Augustin. Innocens IV
forenede 1243 de fleste af dem til én Augustinerkongregation
under «Augustins regel». Aleksander IV fuldbyrdede
sammenslutningen og lod derpaa vælge en ordensgeneral.
Senere paver udstyrede ordenen med rige privilegier.
Saaledes skal præfekten for det pavelige sakristi altid
tages af denne orden. Ved siden af Franciskanerne,
Dominikanerne og Karmeliterne er A. den vigtigste
tiggerorden. Da den oprindelige strenghed med hensyn
til fattigdomsløftet begyndte at tabe sig, blev der i mange
lande gjort store anstrengelser for at gjenindføre denne.
Saaledes lykkedes det Andreas Proles at indføre den
strenge observans i de tyske klostre. Joh. v. Staupitz og
Luther tilhørte denne orden. En gren af A. er
Augustinerbarfodmunkene, hvis stifter er portugiseren Thomas
af Jesus. De kvindelige overgik ofte munkene i strenghed.
Augustinus (Augustin), Aurelius (354—430), oldkirkens
betydeligste personlighed, f. i Tagaste i Nordafrika, søn af
den hedenske dekurion Patricius og hans hustru Monika,
en ædel krislen kvinde. Det var hans faders ønske at
faa sin begavede søn uddannet til retor. Med dette
formaal studerede A. i Karthago. I denne bundfordærvede
by svandt det indtryk af kristendommen, som A. havde
modtaget gjennem sin moder, og han hengav sig til et
vildt liv, som han senere har skildret i sine «Bekjendelser».
Dog bevarede han stadig en levende tørst efter
sandheden. En tid førtes han herved ind i manikæernes
samfund, hvis hemmelighedsfulde filosofi syntes at love
en løsning af de store evighedsspørsmaal om Guds væsen,
det ondes oprindelse o. s. v. I denne periode fuldendte
A. sine studier og begyndte at virke som lærer i
veltalenhed, 383 drog han til Rom og kort efter til Milano.
Her kom han efterhaanden ind under Ambrosius’
paavirkning. Han havde da forlængst erkjendt tomheden i
manikæismen, og skjønt han endnu en tid søgte hvile
i nyplatonismens tanker, droges hans sjæl stadig sterkere
mod kristendommen. Efter en alvorlig kamp fandt han
endelig fred i troen paa Kristus. I paasken 387 blev
han døbt af Ambrosius. Kort efter vendte han tilbage
til Afrika og blev nogle aar efter først prest og senere
biskop i Hippo (395).
Som biskop har A. øvet en mægtig indflydelse, som
har strakt sig gjennem hele middelalderen og til mange
nyere retninger. Ogsaa reformatorerne har faaet en ikke
ringe paavirkning gjennem A.s skrifter. I sin bispegaard
levede han et klosterligt fællesliv med presterne og de
vordende geistlige. Dette blev forbilledet for de senere
domkapitler.
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
