Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Australien - Ordbøgerne: B - bavolet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra de Australske alper stryger mod vest i landets sydøstlige
hjørne (nordenfor Port Phillip) en fjeldkjede, som ender
med Grampians og Black Range; mod nord hæver
sig fra plateauet en flerhed af bjergkjeder, hvoriblandt
de «Blaa bjerge» (Blue Mountains) (indenfor Sydney),
750—1250 m. høie. Endnu høiere er toppene længere
nord (Mt. Lindsay, s. f. Brisbane, 1680 m., Mt. Bartle
Frère, ved roden af Kap Yorkhalvøen, 1660 m.).
Langsmed og tvers paa kystens retning løber udenfor dette
plateauland og dets rygge andre fjelddrag (Coast Ranges;
i en saadan række hæver sig f. eks. Mt. Sea View 1830 m.).
Oppe paa høilandet ligger store sletter (plains)
fuldstændig indrammet af høidedragene, saaledes f. eks.
Liverpool plains (31° s. br.).
Fastlandsviddens vestrand er gjennemsnitlig kun ca.
300 m. høi og danner endnu mindre noget sammenhængende
system af fjelddrag end østranden. I s. naar
Stirling Range (indenfor King George Sound) 1070 m. og
Mt. William (s. f. Perth) 1100 m., i n. Mt. Labouchere
1040 m. og Mt. Bruce 1160 m. Ogsaa i verdensdelens
indre brydes de ensformige vidder af enkeltvis optrædende
høidedrag. Saaledes løber fra egnen omkring Spencer
og St. Vincent-bugterne Flinders Range, i hvilken enkelte
toppe naar 900—1000 m., og noget østligere og længere
inde i landet Stanley- og Grey-kjederne i øde,
vandfattige, men sølvrige egne. I fastlandets midte hæver
sig som en borg Mac Donnell Range (Mt. Heuglin 1460 m.)
og s. f. denne Musgrave-kjeden med Mt. Woodroffe (1600 m.).
Paa Tasmanien fortsætter fastlandets fjelde i to rækker.
I den østlige naar Ben Lomond 1527 m., i den vestlige
Cradle Mountain 1545 m.
A.s elve fører lidet vand; mange danner i den varmeste
tid kun saakaldte creeks [kriks], vandpytter, som neppe
nok har nogen forbindelse med hverandre; enkelte tørrer
helt ud. Kun et eneste større vasdrag har aargangsvand,
nemlig Murray. Men selv denne elv har kun en smal munding,
hvor en sandbanke hindrer enhver skibsfartsforbindelse
med havet. Dens tilløb, Darling, Murrumbidgee
(med Lachlan), svinder ogsaa til sine tider saa ind, at
den ved høi vandstand meget livlige elveskibsfart helt
maa stanse. Langs kysterne munder en hel del elve,
af hvilke de i nord og vest kun er lidet kjendt,
(Tasmaniens elve, som kommer fra indsjøer, er for det
meste vandrigere.) Indsjøerne, af hvilke der findes en
hel del især i Sydaustralien, er for det meste saltsjøer.
Saaledes f. eks. den store Eyre-sjø (som optager den
lange Barkoo- el. Cooper-creek), Gairdner, Torrens og
Amadeus sjøerne. Ferskvandsindsjøer er f. eks. Lake
George (i den nordlige del af de Australske alper) og de
sjøer, som hører til Murrays vanddistrikt, ligesom
indsjøerne paa Tasmanien. I den sidste tid har man ved
boringer og ofte mange mil lange vandledninger med
held søgt at bøde paa de ugunstige vandforhold.
Klima. De nordlige to femtedele af verdensdelen
ligger i den hede zone. A. er i sin helhed forøvrigt
næst Afrika den varmeste verdensdel. Kun den sydlige
og sydøstlige brem af landet har en middeltemperatur
under 20° C. Og i januar, som sammen med februar
er den varmeste tid paa aaret, har den store midtre
del af landet en middeltemperatur paa over 34° C.
I den kjølige juli hersker der i Victoria en
middeltemperatur paa 10° C. Verdensdelen, som i det indre
har et udpræget fastlandsklima, udmerker sig ved store
temperaturskiftninger, idet et og samme sted kan opvise
et sommermaksimum paa 50° C. og en vintertemperatur
paa -3 til -5° C. Fra det indre kommer ofte hede
vinde, som driver temperaturen f. eks. i Melbourne op
til nogle og firti grader, svider markerne af og fører
fint ørkensand med sig langt ud over havet. Paa
høitliggende steder i østfjeldene kan termometret synke
til -22° (Kiandra, hvor det om sommeren naar opimod
34 varmegrader). — Den tropiske del af A., altsaa den
nordlige del, har to aarstider, en fugtig tid fra oktober
til april, da nordvestmonsunen blæser, og en tør tid med
sydøstmonsun den øvrigedel af aaret. Lumholtz («Blandt
menneskeædere») skildrer et tropisk regnskyl i Queensland,
hvor postmanden maa klyve op i et træ for at redde
sig for flommen. I det sydlige, tempererede A. er det
sydøstmonsunen, som er den egentlige regnbringende vind.
Regnmængden aftager i A. dels fra nord til syd, dels
fra øst til vest. Medens der paa Kap York-halvøen er
maalt 2200 mm., er der i Melbourne kun maalt 700 mm.,
og i Adelaide kun 536 mm. Ved selve vestkysten (Perth)
træffes dog regnhøider paa 800 mm.; i det indre af
Victoria og Nysydwales kan der indtræde tørkeperioder,
da millioner af sauer og kjør stryger med. Om vinteren
ligger der sne paa de høieste toppe i det sydøstlige A.
Hvad plantelivet angaar, falder A. i tre zoner: den
nordaustralsk-tropiske med palmelunde og urskoge,
ørken- og steppezonen og den østaustralske region med
eviggrønne trær. Kun her, i ø., findes tættere skog,
ellers har skogen, hvis fremherskende træ er de høie
eukalyptus’er, mere karakteren af aabne parker.
For store dele indskrænker vegetationen sig til
ugjennemtrængeligt krat («scrubs»), hvis landskabet ikke
er den rene ørken. Vildtvoksende næringsplanter har den
australske planteverden faa af, som f. eks. araucaria
bidwillii-kjernerne, de indfødtes bunja bunja, og hvad
de kalder nardu, som er frugten af en bregne. Af
gagntømmer findes jarrah-jarrah (eucalyptus marginata).
A.s oprindelige dyreverden indbefattede foruden rotter,
mus, flaggermus og den vilde hundeart dingoen væsentlig
kun pungdyr, blandt hvilke kænguruen er det største.
De europæiske indvandrere har bragt med sig sine
husdyr, som har formeret sig voldsomt (kaninerne er blevet
en ren landeplage). Blandt fuglene lægger vi især merke
til papegøierne, den strudslignende emu, de sorte svaner.
I elvene i Nordaustralien er alligatoren almindelig, af
de seksti slangearter er der fem giftige. I havet udenfor
A.s kyst er hvalen nu næsten udryddet; ved nordkysten
fiskes perlemuslinger og trepang.
A.s og Tasmaniens oprindelige befolkning, australierne
(austral«negerne»), svinder stadig ind i antal. Paa
Tasmanien er de fuldstændig udryddet. Om deres antal
paa fastlandet er meningerne meget delte, da nogen
fuldstændig tælling ikke finder sted. Det antoges tidligere
at udgjøre ca. 50000; men nu mener man, at dette har
været en altfor lav ansættelse, og kyndige forskere
regner op til 1/4 million. Hovedmængden af den nuværende
befolkning, som for fastlandet udgjør ialt 3800000
(altsaa kun 1 for hver 2 km.2) og for Tasmanien 180000
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
