Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 607-608 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baad - Ordbøgerne: B - beflissentlich ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Paa de steder, hvor ener (brisk) forekommer, foretrækkes
til nagler denne træsort, der er særdeles seig og holdbar.
Vestenfor Lindesnes og nordover er bygningsmaterialet
næsten udelukkende furu; kun undtagelsesvis gran, hvor
denne træsort forekommer. Paa enkelte strækninger,
saasom omkring Hardangerfjorden, bruges ofte meget
brede bordgange, kun 3 à 4 paa hver side i en
almindelig færing. Som almindelig regel anvendes paa hele
vestkysten ikke alene smekkert materiale af let furu,
men ogsaa lettere forbindinger, hvorfor man her finder
de letteste robaade (tysnesfæringen, osebaaden,
lysefjordbaaden). Østenfor Nesset er man mere udsat for
is i skjærgaarden, og ek er her det sedvanlige materiale
i bordene paa større baade, delvis ogsaa for skjegter.
Ligeledes anvendes her sedvanligvis sværere dimensioner
i materialet og mere solide forbindinger.

Blandt de mere kjendte hjemsteder for baadbygningsindustrien
kan nævnes: Hvaler, trakten omkring Risør
og Arendal, Farsund, Lister, Hardangerfjord, Lysefjord,
Bergen, Søndfjord, Nordfjord, Voldenfjord, Romsdalen,
Nordmørefjordene, Trondhjemsfjord, Aafjord, Bindalen,
Mosjøen, Ranen og Saltenfjord.

Fig. 2. Tversnit af fiskerskøite.

Mod slutningen af forrige aarhundrede synes den
erkjendelse at have gjort sig gjældende blandt
fiskerbefolkningen nordenfjelds, at nordlandsbaaden, dens
mange gode egenskaber ufortalt, har sine mangler, hvad
sjødygtighed og livssikkerhed angaar. Brugen af dækkede
istedetfor aabne baade blev forsøgt der, hvor bedriftens
beskaffenhed tillod det, og denne udvikling fortsættes
for tiden i stor maalestok.

Fig. 2 viser tversnittet af en af de mange dæksbaadtyper,
som er indført i de nordlige fiskerdistrikter. Den
er ca. 15 m. lang, 4.80 m. bred, bygget af furu undtagen
stævne og enkelte andre dele, som er af ek, og er forsynet
med en jernkjøl af ca. 3 tons vegt. Saadanne baade
kaldes gjerne skøiter. Ved bygningen gaar man frem
omtrent som følger: Efterat tegningen er udfærdiget paa
papir, slaaes den op i fuld størrelse paa spanteplanen.
Kjølen (furu), som er ca. 15 cm. tyk op og ned,
sidehugges til den form, jernkjølen skal have, og lægges
paa underlag, helst med det fald, tegningen udviser.
Begge stævne (ek), ca. 13 cm. tykke, arbeides efter
opslaget, reises paa sin plads paa kjølen og fæstes til
denne med sterke knær (slemholter), der boltes til kjøl
og stævn. Spanterne arbeides paa planen efter opslaget.
Tømmeret i spanterne sidehugges 8 cm. Dog bør de
bundstokke, hvorigjennem bolterne, der bærer
jernkjølen, kommer, være 12 cm. Spanterne, hvorpaa
vandlinjen er afmerket, reises paa sin rette plads paa
kjølen (afstand fra midt til midt 60 cm.), til hvilken de
fæstes med en gjennemgaaende klinkbolt og støttes ved
hjælp af langskibssenter oventil. Sponningen hugges i
kjøl og stævne, og spanterne «slettes» udvendig for at
fjerne mulige ujevnheder. Plankningen kan nu begynde;
huden 4 cm. tyk. Kjølplanken fæstes med skibsspiker
til kjøl og stævne, og de følgende planker faar i hvert
spant en spiker og en gjennemgaaende briskenagle, der
aarettes (d. e. forsynes med en kile, aarette, for ikke at
glide ud) paa indsiden af tømmeret. Den øverste planke
paasættes først, efterat æsingen er indlagt. Midt imellem
spanterne bøies ind paa huden en ekeribbe 8 × 2.5 cm.
Den klinkes til huden med to nagler i hver planke.
Spanternes indre flade slettes, forat garnering m. m.
kan ligge godt an mod tømmeret. En bjelkeveier 3 × 18
cm. fastspikres i passende høide, saa bjelkerne kan
nedsvales i den ca. 2 cm. Dæksbjelkerne, 10 × 12 cm.,
arbeides med passende bugt og nedsvales i veieren, hvortil
de boltes fast. Bjelkeafstand ca. 60 cm., idet hensyn
tages til lugeaabninger. Fornødne stikbjelker indfældes.
Bjelkerne fæstes til skibssiden med granknær. Æsingen
8 × 10 cm., hvori arbeides fals for dækket, fældes
ned over bjelkeenderne, saa at dens overkant svarer til
den for baaden bestemte høide. Æsingen tappes ned
paa toptømmerets øvre ender og fæstes til spantet med
fjærbolter. Stønnerne til rækken, af ek 8 × 8 cm., tappes
ned i æsingen og faar en gjennemgaaende 13 cm. skruebolt,
der sættes op under æsingen. Øverste plankegang
paasættes nu og spikres til æsing og spant. Rækken
tappes ned paa stønnerne og fæstes med fjærbolte.
Et kjølsvin, 10 X 30 cm., fældes ned over bundstokkene
og fæstes foreløbig med en skibsspiker i hver kant og
hvert spant. Kjølsvinet naar fra spantet forenfor masten
til pumperummet. De fornødne pullere til løigang,
fortøining og støtte for klyverbom samt kraveller under
lugekarme indsættes. Dækket lægges af 10 × 3.5 cm.
pløiede planker, vel aflagrede, fæstes med 2 spiker i
hver planke og hver bjelke og afpudses, hvorefter
lugekarmene nedfældes og boltes til bjelkerne.

Rorskaftet (af ek) er 8 cm. tykt. Roret hænger i to
solide beslag med 33 mm. tapper. Saavel yderhuden
som dæk drives med bomuldsgarn og kittes, baaden
stoffes og males og kan nu sættes paa vandet. Fartøiet
rigges som skøite med en liden mesan (papegøiemast).

En saadan skøite er beregnet paa stor soliditet og
holdbarhed og paa at kunne ride af en storm paa
aabent hav.

I bygningen af lystbaade er der i den sidste tid
foregaaet en hel omveltning. Et snes aar tilbage i
tiden nøiede man sig med vore hjemlige former. Men i
konkurrancen med de mest fremskredne udenlandske typer

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>