Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind I : A-Byzantinsk kunst (Ordbøgerne: A-Edelig) / 805-806 (1907-1913) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Befrugtning - Befæstningskunsten - Ordbøgerne: B - blødgjøre ...

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Hos enkelte f. eks. den i ferskvand saa almindelige
traadformede grønalge, spirogyra, afviger de kopulerende
celler ikke fra traadens øvrige celler. Kopulationen sker
mellem to celler, tilhørende hvert sit individ. Efterat
der har dannet sig en forbindende kanal mellem cellerne,
vandrer den ene celles indhold gjennem kanalen ind i
den anden celle (opfattes som hunlig) og smelter sammen
med dennes indhold. Den nye masse bliver efter at
have afrundet sig og omgivet sig med en væg til en
spore, som ved spiringen danner et nyt individ.
Hos andre alger (f. eks. ulothrix) frigjøres
kjønscellerne fra moderplanten og bevæger sig ved
svingtraade som smaa, nøgne celler i det omgivende
vand, hvor kopulationen sker. — Ved den egentlige b.
er der tydelig forskjel paa kjønscellerne. De hunlige,
egcellerne, er kuglerunde, ikke selvbevægelige og
større end de hanlige, spermatozoiderne, der kan
bevæge sig i vand ved hjælp af svinghaar.

Befrugtning: Støvvei med spirende støvkorn paa arret. Et støvrør er naaet frem til frøemnet.

Hos blæretangen (fucus) dannes egcellerne i et
lidet antal i oogonier, spermatozoiderne i stort
antal i antheridier; b. foregaar i vandet, efterat
kjønscellerne er frigjort fra sine beholdere.

Befrugtning hos en blomsterplante: A. Støvrørets spids med den hanlige cellekjerne, sk, er trængt ind i egcellen. B. Den hanlige kjerne har nærmet sig egcellens kjerne, ek. C. De to kjerner smelter sammen til en ny, kk.

Moserne og karsporeplanterne udvikler ogsaa talrige
spermatozoider i antheridier, medens egcellernes
antal er reduceret til én i hvert archegonium;
dettes øvre del er en kortere eller længere «hals», hvis
aksiale parti i moden tilstand bestaar af en slimmasse,
som modtager og leder spermatozoiderne ned til egcellen,
der befinder sig i archegoniets nedre, udvidede
«bugdel». — I alle de nævnte tilfælde maa der være
vand tilstede, hvori de ved svingtraade bevægelige
spermatozoider kan naa hen til egcellen eller den
modtagende slimmasse. Anderledes hos blomsterplanterne:
den hanlige celle er her indesluttet i støvkornet,
egcellen i frøemnet, og her maa først foregaa en
bestøvning, hvorved støvkornene føres fra støvdragerne
til arret paa spidsen af den frugtknude, hvori frøemnet
findes (hos de nøgenfrøede, der har aabne frugtblade,
føres støvkornet direkte til frøemnemunden). Paa arret
«spirer» støvkornet, det vil sige, der vokser et støvrør
frem, i hvilket den hanlige cellekjerne vandrer ud, og
med støvrøret, som gjennem griflen arbeider sig ned til
frugtknuderummet, føres den hen til egmunden og videre
ned til den i frøemnets embryosæk værende egcelle,
hvormed den smelter sammen. De hanlige celler er hos
blomsterplanterne ikke selvbevægelige, undtagen hos
en del nøgenfrøede (cycadeer, ginkgo), hvor der er
virkelige spermatozoider. B. er saaledes i sit væsen ens
gjennem hele planteriget. Det hele indhold fra de to
kjønnede celler smelter sammen, cytoplasma med
cytoplasma, kjerne med kjerne. I vore dage ansees de
sidste at spille den vigtigste rolle ved b. paa grund af
sin bygning og de eiendommelige foreteelser, som de er
underkastet. Det første resultat af b. er, at den befrugtede
celle omgives med en væg, hvorefter det nye individ
fremstaar ved delinger af denne nye celle (se artiklerne
Celledannelse og Frøemne).

Befæstningskunsten lærer, hvorledes man ved anlæg
af befæstninger kan gjøre et terrænafsnit skikket for
forsvar, idet man søger at opnaa størst mulig virkning
af sin egen ild, samtidig som egne tropper m. v. skaffes
dækning mod modstanderens beskydning. Ved hensigtsmæssig
anlagte befæstninger vil en forsvarer, selv om hans
tropper er underlegne i antal eller manøverdygtighed,
kunne have udsigt til med held at optage kampen med
en endog betydelig sterkere modstander. Jo kraftigere
en befæstning er, og jo bedre den er udstyret
med tekniske hjælpemidler, desto mindre troppestyrke
vil den i almindelighed tiltrænge som besætning, og
desto flere tropper vil derved kunne frigjøres for det
mobile forsvar, d. e. til anvendelse paa det sted, hvor
fienden rykker frem med sine hovedkræfter. Allerede i
fred anlægges derfor permanente befæstninger langs
grænsen ved punkter, hvor denne passeres af jernbaner
og større veie, der kan forudsættes at ville blive
benyttet af en fiende som indmarschlinjer, eller ved
indløb til vigtige byer og havne o. s. v. Permanente
befæstninger bliver enten sprængte ned i fjeld eller udstyret
med tykke jordbrystvern; skytset anbringes fortrinsvis
i dreibare pansertaarne, der ofte ogsaa kan sænkes og
hæves; det ansees nutildags for utilraadeligt at anbringe
skyts i aabne batterier, naar de kan blive udsat for
beskydning fra høiereliggende punkter paa nært hold
eller fra grovt skibsskyts. medmindre batterierne ligger
i betydelig høide over havet. Som stormhindring
anordnes ved landfæstninger foran brystvernet en dyb og
bred grav, der enten fyldes med vand eller gives steil
for- og bagside. Til beskyttelse for besætning, ammunition,
proviant m. v. anlægges bombesikre rum, der enten
ved sin beliggenhed er unddraget for beskydning eller
er forsynet med tag og vægge, som kan modstaa længere
tids beskydning med svært artilleri. Endvidere hører til
en permanent befæstnings udstyr lyskastere (projektører)
til belysning af forterrænet om natten samt en luftballon,
hvis fæstningens omgivelser er lidet overskuelige.

For anlægget af større permanente befæstninger har
der i tidens løb været anvendt forskjellige systemer,
der efter sit mest karakteristiske konstruktionsled
benævnes bastions-, tenalje- og kaponière-systemerne.

Som permanente maa ogsaa regnes de forberedte
artilleriplacements («batterier»), der i de senere
aar er anordnet paa flere steder i vort land, og som
er bestemt til at besættes med feltarméens felt- eller
positionsbatterier. Paa tilsvarende punkter pleier man
ellers, naar man ikke har havt anledning til at bygge
permanente befæstninger, i krigens løb at anordne
provisoriske befæstninger, hvor bombesikkerhed søges opnaaet

[1]

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>